Listening to children, holding parents accountable

30 børne- og ungerådgivere har deltaget i fokusgrupper på tværs af syv kommuner, hvor de har diskuteret fiktive sagseksempler (vignetter).  Det sprog, rådgiverne bruger, når de taler om børn og forældre i børnesager, er blevet analyseret, og resultaterne heraf er publiceret i denne artikel.

De drøftelser og vurderinger, som rådgivere har i forbindelse med sager på det kommunale børne- og ungeområde, udgør en central del og et vigtigt grundlag for de beslutninger, der træffes. Drøftelserne præges af bestemte forståelser af, hvem børn og forældre er, og hvilket ansvar de tillægges for sagens problemstilling og forløb. Denne artikel giver indblik i disse faglige drøftelser med fokus på det sprog, rådgiverne anvender til at beskrive børn og forældre. Vores sprog er ikke neutralt, og den måde som rådgiverne taler om børn og forældre på i deres drøftelser, kan give indsigt i hvordan disse aktører og deres roller formes og forstås i sagsarbejdet.

Børnene skal oplyse sagen

Artiklen peger på nogle mønstre i børne- og ungerådgivernes måder at tale om børn og forældre i deres drøftelser og vurderinger. Børnene bliver i høj grad konstrueret som sårbare og uskyldige, med fokus på sikring af deres trivsel og udvikling. I drøftelserne er barnets bedste og barnets stemme et centralt omdrejningspunkt, men samtidig bliver børnene ofte sat i en position, hvor de primært skal oplyse sagen, men ikke fremstår som aktive deltagere i beslutningsprocessen.

Forældrene skal forstå deres rolle og ansvar

Forældrene bliver derimod primært beskrevet som ansvarlige for de udfordringer, der beskrives i sagen (fx barnets eller familiens udfordringer), med fokus på deres forældrekompetencer og -ansvar. I rådgivernes drøftelser fremstår forældrene som nøgleaktører i løsningen af problemerne, men bliver samtidig sat i en position hvor rådgiverne har fokus på, at forældrene skal forstå deres forældrerolle og -ansvar ud fra rådgivernes perspektiv.

Kan skabe skævhed i inddragelse

Disse forskellige perspektiver på børn og forældre kan derfor skabe en skævhed i, hvordan børn og forældre inddrages. Børn kan risikere, at deres perspektiver primært bruges til at oplyse sagen, uden at de nødvendigvis bliver integreret i beslutningerne. Forældrene kan omvendt opleve, at det bliver vanskeligt at bringe deres perspektiv i spil, selvom de anses som centrale for sagens udvikling og de valgte indsatser.

For at sikre inddragelse i sager på børne- og ungeområdet kan det være værdifuldt at udvikle socialfaglige praksisser, som understøtter inddragelse af både børn og forældre. For børn handler det om at skabe muligheder, hvor deres perspektiver ikke blot oplyser sagen, men også aktivt integreres i beslutningsprocesser, så deres perspektiver bidrager til sagens udvikling og de indsatser, der iværksættes.

For forældre handler det om, at rådgiverne møder dem som samarbejdspartnere, hvor dialog og fælles målsætning skabes og udvikles gennem sagen, samtidig med at deres ansvar anerkendes. Det er dog vigtigt at have for øje, at der i visse typer af sager – eksempelvis ved mistanke om overgreb – kan være behov for, at barnets beskyttelse går forud for samarbejdet med forældrene. Artiklen peger dermed på potentialet for at styrke inddragelse af både børn og forældre, så inddragelse ikke bliver symbolsk eller begrænset, men opleves som et kontinuerligt partnerskab mellem børn, forældre og rådgivere.