Opdatering af notat om medicin med begrænset effekt
Udgivelsens forfattere:
- Betina Højgaard
- Jakob Kjellberg
Konklusion
I forhold til notatet fra 2011 ses der en udvikling, hvor risikodeling ikke længere spiller en rolle ved det britiske sundhedsinstitut NICE's anbefaling for anvendelse af sygehusmedicin, men hvor krav om prisnedslag i forhold til listeprisen i stedet er afgørende.
I 61 procent af anbefalingerne for anvendelse af et lægemiddel (med og uden indikationsbegrænsning) er det således en forudsætning for NICE’s anbefaling, at der er indgået aftale med producenten om prisnedslag i forhold til listeprisen.
Foruden den store andel af anbefalinger, der er betinget af en prisreduktion, ses det hyppigt i England, at et produkt flytter fra Cancer Drug Fund-listen til NICE's liste over mere generelt godkendte lægemidler, efter der er aftalt en prisreduktion.
Baggrund
Regionernes udgifter til sygehusmedicin har været stigende de senere år, og væksten i udgifterne forventes at fortsætte de kommende år. Modsat Danmark inddrager England aktivt sundhedsøkonomiske vurderinger ved vurdering af ny, dyr sygehusmedicin og nye indikationer til eksisterende sygehusmedicin.
I 2011 udgav Dansk Sundhedsinstitut (DSI) et notat, der gennemgik erfaringer fra NICE i forhold til at tage sygehusmedicin i brug og sammenlignede med danske beslutningsprocesser og omkostningsniveauer for at se, om der er væsentlige forskelle mellem de to lande. Formålet med dette notat er at opdatere det tidligere notat for at se, om der stadig er væsentlige forskelle mellem de to lande.
Metode
Samtlige teknologivurderinger fra NICE fra oktober 2011 til juli 2015 er blevet gennemgået med henblik på at identificere vurderinger af sygehuslægemidler (defineret som lægemidler, der i Danmark kun må udleveres på sygehusapotek (BERG) eller udskrives af speciallæge (NBS) på givne indikationer).
De inkluderede teknologivurderinger er blevet gennemgået i forhold til oplysninger om omkostninger og effekt, omkostningseffektivitet ved de enkelte nye lægemidler og/eller indikation, samt hvilken anbefaling vurderingen har afstedkommet. Endelig er der udarbejdet en oversigt for de enkelte lægemidler over omsætningsdata i Danmark i 2014 fra AMGROS.
På baggrund heraf er der udarbejdet en oversigt over NICE-beslutninger og skitseret, hvilke af de mest udgiftstunge lægemidler i Danmark, der er: 1) afvist af NICE, 2) godkendt af NICE til begrænset indikation eller 3) godkendt efter indgåelse af aftale om prisnedslag i forhold til listeprisen.
Udgivelsens forfattere
- Betina HøjgaardJakob Kjellberg
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA