Service og produktivitet på ældreområdet i Holbæk, Køge, Næstved og Slagelse Kommuner
Udgivelsens forfattere:
- Anne Line Tenney Jordan
- Kurt Houlberg
- Jesper Wittrup
Konklusion
KORA udarbejdede i 2013 analysen ”Kommunale serviceniveauer og produktivitet” på basis af kommunale udgifts- og serviceindikatorer for 2009-2011. Analysen pegede blandt andet på, at Holbæk, Køge, Næstved og Slagelse Kommuner havde et potentiale for at forbedre deres produktivitet på ældreområdet. Modelberegningerne viste, at de kunne lære af ’forbilleder’, som var i stand til at levere mere service for de samme penge.
Denne opdaterede analyse er baseret på udgifter og service på ældreområdet i 2012-2013, og den giver stort set samme resultater. Analysen peger på, at Køge Kommune er den af de fire kommuner, der fremstår med det største produktivitetspotentiale. Men Næstved og Slagelse – og i lidt mindre udstrækning Holbæk – har ifølge modelberegningerne også mulighed for at øge produktiviteten ved at lære af andre kommuners måde at organisere og levere service på ældreområdet.
Analysen og de opfølgende valideringsworkshops peger dog også på, at de modelberegnede produktivitetspotentialer ikke altid er lige omsættelige i praksis. Potentialets størrelse afhænger nemlig af, hvilke konkrete serviceindikatorer, der inddrages i analysen. Samtidig er resultaterne følsomme over for, hvordan kommunerne i praksis konterer udgifterne og registrerer de data, der bruges som indikatorer for service.
Den udarbejdede tabel- og figurrapport skal bruges som grundlag for de fire kommuners videre drøftelser og arbejde med service og produktivitet på ældreområdet. Rapporten skal bruges i kombination med de i projektet gennemførte validerings- og indikatorudviklingsworkshops.
Baggrund
KORA udarbejdede i 2013 analysen ”Kommunale serviceniveauer og produktivitet” for Produktivitetskommissionen. Analysen byggede på data for 2009-2011 og viste, at der var betydelige forskelle i kommunernes serviceniveau og produktivitet. Holbæk, Køge, Næstved og Slagelse Kommuner har ønsket at få opdateret delanalysen på ældreområdet med data fra 2012 og 2013.
De fire kommuner vil bruge det som afsæt for det videre arbejde med at udvikle service og produktivitet på ældreområdet. I denne rapport præsenteres den opdaterede analyse med fokus på Holbæk, Køge, Næstved og Slagelse Kommuner.
Metode
Undersøgelsen er baseret på en benchmarking af nationalt tilgængelige indikatorer for service og produktivitet på ældreområdet. Ud over en indikator for kommunernes udgifter på området, indgår der i alt syv indikatorer for kommunal service på ældreområdet:
- Indskrevne i pleje- og ældreboliger
- Personalenormering
- Modtagere af hjemmehjælp
- Visiterede hjemmehjælpstimer
- Forebyggende hjemmebesøg
- Genindlæggelser for forebyggelige diagnoser
- Ventetid til plejebolig
De syv serviceindikatorer er vejet sammen til et samlet mål for service ved metoden ”Data Envelopment Analysis” (DEA). DEA-metoden er også blevet brugt til at sammenholde omfanget af den leverede service med de kommunale udgifter på ældreområdet. DEA-metoden har den fordel, at den sætter hver kommune i det bedst mulige lys ud fra den enkelte kommunes udgifter og score på de enkelte serviceindikatorer.
Det vil sige, at der er plads til, at kommuner kan prioritere forskelligt, da metoden vil ”belønne” hver kommune for det, kommunen er bedst til. Men metoden afspejler ikke nødvendigvis, hvor udgiftskrævende de enkelte serviceindikatorer er, og metoden kan være følsom over for forskelle i kommunernes praksis med at kontere udgifter og registrere data. Metoden tager heller ikke højde for, at kommunerne kan have valgt at prioritere andre serviceelementer end dem, der måles med de syv serviceindikatorer.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA