Status og fremadrettede perspektiver for udvikling og samarbejde
Udgivelsens forfattere:
- Martin Sandberg Buch
- Mette Bjerregaard

Der er blevet etableret to nye sundheds- og akuthuse i Nakskov og Kalundborg. KORA har indsamlet erfaringer fra den første etableringsfase.
Velfungerende for borgere og medarbejdere
Sundhedshusene i Nakskov og Kalundborg indfrier en lang række af de målsætninger, der er opstillet for fuldt udbyggede sundheds- og akuthuse. Begge sundheds- og akuthuse fremstår som velfungerende bygningsfællesskaber, der samler relevante funktioner, således at der opnås en række praktiske og logistiske fordele for både borgere og fagpersoner.
På tværs af den indsamlede empiri fremstår det således entydigt at:
- Husene repræsenterer et nært, synligt sundhedstilbud, der har bevaret udbuddet af ikke-specialiseret udredning og behandling i nærområdet efter lukningen af henholdsvis Kalundborg og Nakskov Sygehuse. Der er også eksempler på, at hospitalernes ambulante funktioner er udvidet på baggrund af gode erfaringer.
- Husene samler en bred palet af regionale, private og kommunale sundhedstilbud, hvilket giver de borgere, der har flere forløb, mulighed for at samle flere besøg på samme dag. Samtidig opleves den lette adgang til billeddiagnostik og laboratorieundersøgelser som et stort plus af både borgere og de fagpersoner, der kan henvise til disse.
- Husene anses – blandt andet på grund af gode fællesfaciliteter og nærheden til andre funktioner – som et attraktivt sted at arbejde. Derfor er der en forventning om, at husene understøtter fastholdelse og fremadrettet rekruttering af kvalificeret personale, således at der kan bibeholdes et højt fagligt niveau. Der ses dog fortsat et behov for en særlig indsats for at tiltrække nye praksislæger og speciallæger, da der fortsat er stor lægemangel i begge lokalområder.
Ingen opstart af tværsektorielle udviklingsprojekter
Det indgår også i visionerne for sundheds- og akuthusene, at de skal udvikle og afprøve tværsektorielle samarbejdsprojekter og indsatsområder, som efterfølgende kan anvendes som løftestang for det tværsektorielle samarbejde andre steder i Region Sjælland. Erfaringsopsamlingen viser, at der har været behov for en længere projektperiode end forventet, for at kunne igangsætte egentlige tværsektorielle udviklingsprojekter. Derfor er der ikke afdækket konkrete projekter, der fremadrettet kan anvendes som inspiration til tværsektorielt samarbejde andre steder i Region Sjælland.
De barrierer, som har stået i vejen for de ønskede indsatser, er, for det første, at der har været mange praktiske og logistiske problemstillinger, der har skullet løses i forbindelse med etablering og indflytning i de tværsektorielle huse. Tidsperspektivet, hvor det i udgangspunktet var beskrevet, at der allerede i det første år efter indflytning skulle igangsættes fælles udviklingsprojekter, har således været for optimistisk.
For det andet har de funktioner og ledere, som er samlet i sundheds- og akuthusene, ikke selv været i stand til eller har ikke haft beslutningskompetence til at sætte gang i tværsektorielle udviklingsprojekter. De lokale ledere, som er samlet i husene, efterspørger derfor, at lederne i deres bagland hjælper med at sætte en klar retning for, hvordan samarbejdet i husene fremadrettet skal udvikles, samt hjælp til at forankre eventuelle udviklingsprojekter på tværs af alle involverede parter.
Anbefalinger
Evalueringen giver anledning til følgende anbefalinger:
- For det første bør der fremover være en større realisme over for, hvor lang tid det tager at få hverdagen til at fungere i et multifunktionelt og tværsektorielt hus. Etableringen kan med fordel ses som en proces i flere trin, hvor der ikke kan forventes tid og overskud til at igangsætte tværgående udviklingsprojekter i de første 1-2 år efter indflytning.
- For det andet bør det overvejes, hvordan der fremover kan etablereres en mere forpligtende og overordnet ledelsesmæssig forankring af det samarbejde, der ønskes udviklet i de to sundheds- og akuthuse.
- For det tredje anbefales det, at der også efter udløbet af den formellem projektperiode er placeret et ansvar for og allokeret fælles ressourcer til fortsat udvikling af de tværgående relationer i husene.
Baggrund og formål
I takt med at den specialiserede hospitalsbehandling centraliseres, er der et stigende behov for at styrke det nære sundhedsvæsen. Målet er, at borgere i områder med stor geografisk afstand til nærmeste sygehus oplever en tryghed og et sammenhængende sundhedstilbud.
Dette er bl.a. søgt understøttet via en pulje til etablering af Sundheds- og akuthuse. Region Sjælland har fået midler fra puljen til at etablere et sundheds- og akuthus i henholdsvis Nakskov og Kalundborg. Baggrunden er, at Kalundborg Sygehus og Nakskov Sygehus blev nedlagt i forbindelse med Region Sjællands sygehusplan fra 2010. De ledige sygehuslokaler udgjorde endvidere en oplagt mulighed for at skabe en attraktiv fysisk ramme, som samler aktører i det nære sundhedsvæsen og understøtter tværsektorielt samarbejde mellem disse.
KORA har indsamlet erfaringer og en status for, hvor langt etableringen af de to sundheds- og akuthuse er kommet ved udgangen af 2015. Undersøgelsen afdækker:
- Ledere og medarbejderes vurderinger af husenes betydning for borgerne i de to lokalområder
- Status for udvikling af tværsektorielt samarbejde i husene
- Ledere og medarbejderes ønsker og forventninger til samarbejdet fremover
- Hvordan udviklingen af husene kan understøttes efter udgangen af den indledende projektperiode, som især har haft fokus på bygge- og etableringsfasen.
Metode
Undersøgelsen er baseret på interview med i alt 59 ledere og medarbejdere fra henholdsvis Nakskov Sundhedscenter og Kalundborg Sundheds- og Akuthus samt Lægecenter. Første runde blev gennemført i januar 2015, og anden runde blev gennemført i januar 2016. Derudover er der indsamlet og gennemgået relevant skriftligt materiale fra Region Sjælland i form af mødereferater, nyhedsbreve og diverse informationsmaterialer, der omhandler husene. Endelig inddrages resultaterne fra den brugerundersøgelse, KORA gennemførte i Kalundborg Sundheds- og Akuthus samt Lægecenter i efteråret 2015.
Udgivelsens forfattere
- Martin Sandberg BuchMette Bjerregaard
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA