Udgifter, brugere og enhedsudgifter på det specialiserede børneområde
Udgivelsens forfattere:
- Hans Skov Kloppenborg
- Camilla Dalsgaard
Faldende udgifter, faldende brugertal og stigende enhedsudgifter
Fra 2010 til 2014 er de samlede udgifter til børn og unge med særlige behov faldet med 4 pct. i kommunerne i Region Sjælland. Dette udgiftsfald er mindre end faldet på landsplan, der har været 8 pct.
Antallet af brugere er generelt faldet på det specialiserede børneområde i kommunerne i Region Sjælland. Der er således færre børn og unge i 2013, der modtager en anbringelse eller en individrettet forebyggende foranstaltning, end der var i 2010, set i forhold til det samlede antal 0-17-årige indbyggere. Brugerandelen er faldet med 5 pct. fra 2010 til 2013 i de 17 kommuner i Region Sjælland, set under ét. Det fald er mindre end faldet på landsplan, der har været 9 pct.
Til gengæld er udgifterne pr. modtager af sociale foranstaltninger generelt steget i de 17 sjællandske kommuner. Den enkelte foranstaltningsmodtager er gennemsnitligt 4 pct. dyrere i 2013 end i 2010.
Forskelle mellem de sjællandske kommuner
Undersøgelsen viser, at der er forskel på de 17 sjællandske kommuners udgifter til børneområdet i 2014. Kommunerne med de højeste samlede udgifter pr. 0-22-årig har halvanden til to gange så høje udgifter som kommunerne med de laveste. De samlede udgifter i 2014 svinger fra 8.000 kr. til 19.000 kr. pr. 0-22-årig indbygger i kommunerne inden for Region Sjælland. Samlet set bruger kommunerne i Region Sjælland 10.272 kr. pr. 0-22-årig indbygger på området i 2014. Landsgennemsnittet er 8.780 kr.
Der er også forskel på de 17 sjællandske kommuners brugerandele på børneområdet i 2013. Kommunerne med flest foranstaltningsmodtagere har 4-5 gange så mange modtagere som kommunerne med færrest. En gennemsnitlig kommune i Region Sjælland har 228 foranstaltningsmodtagere pr. 10.000 0-22-årige indbyggere i 2014. Det tilsvarende tal på landsplan er 218.
Også enhedsudgifterne varierer mellem kommunerne. Den gennemsnitlige enhedsudgift svinger fra 408.000 kr. pr. foranstaltningsmodtager i den billigste kommune til 912.000 kr. i den dyreste kommune.
Gennemsnitligt koster en modtager af sociale foranstaltninger i de sjællandske kommuner godt 579.000 kr. i 2013. Landsgennemsnittet er knap 530.000 kr.
Færre brugere og højere enhedsudgifter følges ad
Der er i 2013 en tendens til, at kommuner med færre foranstaltningsmodtagere pr. 0-17-årig har højere enhedsudgifter, det vil sige højere udgift pr. foranstaltningsmodtager. Der er tilsvarende en vis sammenhæng mellem faldende brugerandele og stigende enhedsudgifter i perioden fra 2010 til 2013. Jo færre børn og unge, der modtager en social foranstaltning, des dyrere er den enkelte modtager altså. En mulig forklaring kan være, at det gennemsnitlige behov – og dermed det gennemsnitlige støtteomfang og den gennemsnitlige udgiftstyngde – blandt modtagerne stiger, jo færre af en kommunes børn der modtager en social foranstaltning.
Svagere social baggrund blandt de sjællandske børn
KORA har taget højde for forskelle i børnegruppens sociale baggrund ved for hver kommune at beregne, hvor stor en brugerandel man rent statistisk skulle forvente ud fra kommunernes børnesammensætning, hvis man antager, at der er en landsgennemsnitlig foranstaltningspraksis.
Analyserne viser, at et gennemsnitligt barn i de 17 kommuner i Region Sjælland har en svagere social baggrund end det gennemsnitlige barn i hele landet i 2013.
Ud fra børnenes sociale baggrund skulle man forvente, at der var 254 foranstaltningsmodtagere pr. 10.000 0-17-årige i de sjællandske kommuner, mens tallet på landsplan er 218.
Den faktiske andel børn, der modtager foranstaltninger i kommunerne i Region Sjælland, er 228. Så selvom de 17 sjællandske kommuner har 5 % flere foranstaltningsmodtagere end landsgennemsnittet, har de 10 % færre modtagere, end man statistisk ville forvente ud fra børnenes sociale baggrund.
Baggrund
Kommunerne i Region Sjælland står i de kommende år over for at skulle tage stilling til, om de vil foretage effektiviseringer på det specialiserede socialområde – og i givet fald hvordan. På den baggrund har kommunerne bedt KORA om at foretage en række analyser af det specialiserede socialområde med henblik på at skabe bedre styringsinformation. Rapporten om udgifter, brugere og enhedsudgifter på børneområdet er en ud af tre udgivelser i KORAs analyserække på det specialiserede socialområde for kommunerne i Region Sjælland.
Metode
KORA anvender registerdata fra Danmarks Statistik. Der anvendes oplysninger om udgifter på kommuneniveau og oplysninger om antal børn berørt af sociale foranstaltninger samt børnenes sociale baggrundsforhold på individniveau.
Analysen omfatter anbringelser og individrettede forebyggende foranstaltninger, men ikke familierettede forebyggende foranstaltninger og efterværn. Det skyldes manglende data. Når disse foranstaltningstyper mangler, får undersøgelsen en tendens til at overvurdere enhedsudgifterne, dvs. udgiften pr. modtager. Desuden kan det betyde, at undersøgelsen undervurderer udviklingen i antallet af foranstaltningsmodtagere fra 2010 til 2013.
Udgivelsens forfattere
- Hans Skov KloppenborgCamilla Dalsgaard
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA