Voldsudsathed blandt sexsælgere
Udgivelsens forfattere:
Socialområdet
Socialområdet

Sexsælgere bliver udsat for markant mere vold end andre kvinder i Danmark. En ny undersøgelse af voldsudsathed blandt sexsælgere lavet af VIVE med støtte fra Offerfonden viser, at især sexsælgere i socialt udsatte positioner er voldsudsatte. Udsathedsfaktorer som afhængighed af alkohol og euforiserende stoffer, psykisk sygdom, hjemløshed og økonomiske problemer øger risikoen for at blive udsat for vold.
Rapporten viser samtidig, at den enkeltes handlemuligheder i forbindelse med vold er tæt forbundet med både den enkeltes livssituation og bredere samfundsmæssige forhold, herunder den generelle opfattelse og regulering af sexsalg.
Voldsudsathed forstærkes i samspil med social udsathed
Rapporten viser, at de mest voldsudsatte sexsælgere samtidig er karakteriseret ved omfattende social udsathed, og at disse forhold øger risikoen for vold.
Rapportens kvantitative analyser viser, at sexsælgerne i undersøgelsen oftere er registreret som ofre for både fysisk, psykisk og seksuel vold end andre kvinder. Analyserne viser dog samtidig, at voldsudsatheden er ujævnt fordelt og særligt koncentreret blandt socialt udsatte sexsælgere.
Volden bliver sjældent anmeldt
Rapporten undersøger desuden sexsælgernes håndtering af vold begået af kunder i forbindelse med sexsalg. De kvalitative analyser viser, at mange sexsælgere oplever vold som et grundvilkår knyttet til deres livssituation og involvering i sexsalg. Stigmatisering relateret til sexsalg og omfattende voldserfaringer bidrager i flere tilfælde til, at vold normaliseres og opleves som noget, der kan være vanskeligt at forebygge.
De interviewede sexsælgere beskriver forskellige strategier til at forebygge vold, men mulighederne for at efterleve disse strategier i praksis er ofte begrænsede fx grundet stort økonomisk pres og andre udsathedsfaktorer.
Når vold opstår, handler strategierne ofte om at minimere yderligere skade og hurtigt afslutte yderligere interaktion med kunden. Samtidig viser analyserne, at anmeldelser til politiet generelt er undtagelsen snarere end reglen.
Barriererne for anmeldelse omfatter blandt andet frygt for repressalier, frygt for at miste indkomst, begrænset tillid til myndigheder samt oplevelsen af, at en anmeldelse og eventuel retssag vil være psykisk belastende og uoverskuelig.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Offerfonden