Spring til...

  • Hovedindhold
  • Indholdsfortegnelse
  • Sidefod
  • English en
Undersøgelse i gang 1. MAR 2026 - 31. DEC 2026
  • Socialområdet
  • Sundhed
  • Socialområdet, Sundhed

Fra sikret institution til åbent botilbud: Hvordan skabes gode overgange for dømte voksne med udviklingshæmning?

Undersøgelsens deltagere:

  • Nichlas Permin Berger
  • Leif Olsen
  • Socialområdet
  • Sundhed
  • Socialområdet, Sundhed
Arkivfoto: Mathilde Bech
Projektet undersøger, hvad der kendetegner en god overgang fra den sikrede institution Kofoedsminde til udslusning i et åbent botilbud.
  • Nichlas Permin Berger

    Seniorforsker, cand.scient.soc., ph.d.

    26 71 23 82
    nibe@vive.dk

Kriminelle voksne med udviklingshæmning idømmes ikke fængselsstraf i Danmark, men en foranstaltningsdom i et socialpædagogisk botilbud. VIVE undersøger, hvordan overgangen fra den sikrede institution Kofoedsminde til udslusning i et åbent botilbud gribes an i praksis, og hvad der kendetegner et godt forløb.

Når voksne med udviklingshæmning idømmes en foranstaltningsdom, træder de ind i et krydsfelt mellem strafferet, socialret og handicapfaglig praksis. Danmark har en international særposition på området: Frem for fængsling eller psykiatriske foranstaltninger placeres målgruppen i socialpædagogiske botilbud med fokus på behandling, støtte og forebyggelse af ny kriminalitet. Den sikrede institution Kofoedsminde indgår som et led i indsatsen for en del af målgruppen.

Undersøgelsen handler om borgere med domstype 2, som ikke fra starten af deres dom er dømt til ophold på en sikret afdeling. Som en del af dommen kan borgeren bo på et botilbud efter servicelovens § 108, hvis kommunen vurderer, at der er behov for det. Kommunen kan senere beslutte at flytte borgeren til Kofoedsminde uden rettens godkendelse. Det er også kommunen, der har ansvaret for at planlægge, når borgeren skal videre fra Kofoedsminde. Det kræver et tæt samarbejde mellem de involverede parter, og vi ved kun i begrænset omfang, hvordan kommunerne og de øvrige aktører løser denne opgave i praksis.

Formål

Formålet med VIVEs undersøgelse er at bidrage med viden om, hvordan udslusning fra sikrede institutioner til § 108-botilbud planlægges, gennemføres og følges op på for domfældte voksne med udviklingshæmning.

Undersøgelsen skal give indblik i eksisterende arbejdsgange, pege på centrale udfordringer og mulige succesfaktorer i overgangsprocessen samt bidrage til at belyse, hvad der kan kendetegne særligt vellykkede forløb.

Resultaterne kan fremadrettet bruges af kommuner, sikrede institutioner og § 108-tilbud som afsæt for faglig refleksion, praksisudvikling og beslutningsstøtte. På den baggrund leverer VIVE et vidensgrundlag, som kan understøtte Social- og Boligstyrelsens aktuelle arbejde med at udvikle en overgangsmodel for målgruppen.

Metoder

  1. Analytisk ramme: Først udvikler VIVE en analytisk ramme med centrale faser og beslutningspunkter i udslusningsforløb. Rammen bygger på dialog med Kofoedsminde, gennemgang af praksisbeskrivelser og procesdokumenter for, hvordan udslusning tænkes gennemført, samt en afgrænset litteratursøgning. Rammen bruges derefter til at strukturere den øvrige dataindsamling og analyse.
  2. Dataindsamling: Dernæst indsamler VIVE data om 10 borgeres udslusningsforløb fra de seneste to år, baseret på sagsmateriale. Det giver et empirisk grundlag for at beskrive fx varighed af ophold, timing af overgange og eventuelle tilbageførsler til Kofoedsminde.
  3. Interviews: For det tredje gennemføres interviews med ledere og medarbejdere fra Kofoedsminde, kommunale myndighedsafdelinger og modtagende botilbud om deres erfaringer med udslusning af de 10 borgere med domstype 2. Interviewene belyser, hvilke indsatser og greb der opleves som virkningsfulde, hvor der opstår barrierer, og hvordan risici og borgerinddragelse håndteres i praksis.
  4. Litteraturgennemgang: Endelig gennemgår VIVE eksisterende rapporter om foranstaltningsdomme for at kontekstualisere resultaterne og kvalificere et estimat af målgruppens omfang.

Tilsammen giver de fire dele mulighed for både at identificere mønstre på tværs af forløb og opnå en dybere forståelse af, hvordan overgange planlægges og opleves i praksis.

VIVEs andel i projektet

Projektet er bestilt og finansieret af Social- og Boligstyrelsen og gennemføres i samarbejde med styrelsen, Kofoedsminde, de involverede kommuner og modtagende § 108-botilbud samt en arbejdsgruppe nedsat af Social- og Boligstyrelsen.

Social- og Boligstyrelsen er projektejer og har det overordnede ansvar for den fremadrettede udvikling af en overgangsmodel for målgruppen. Arbejdsgruppen følger projektet løbende og kvalificerer den analytiske ramme og projektets resultater undervejs.

Kofoedsminde, kommunernes myndighedsafdelinger og de modtagende botilbud deltager i interviews og har stillet sagsmateriale til rådighed og bidrager dermed med central viden og erfaring fra praksis til undersøgelsens resultater.

VIVE står for den forskningsfaglige gennemførelse af undersøgelsen og leverer det samlede vidensgrundlag, som Social- og Boligstyrelsen kan bygge den videre modeludvikling på.

Undersøgelsens deltagere

  • Projektleder

    Nichlas Permin Berger
  • Projektmedarbejdere

    Leif Olsen

Om denne undersøgelse

  • Finansieret af

    Social- og Boligstyrelsen, Handicap og VISO
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd leverer viden, der bidrager til at udvikle velfærdssamfundet og til at styrke kvalitetsudvikling, effektivisering og styring i den offentlige sektor både i kommuner, regioner og nationalt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få vores nyeste viden serveret i din indbakke - hver uge!

Nyhedsbrev
Tlf: 44 45 55 00
Mail: vive@vive.dk
EAN: 5798000354845
CVR: 23 15 51 17
  • Nyheder og debat
  • Presse
  • Kontakt
  • Ledige stillinger
  • Tilgængelighedserklæring

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få vores nyeste viden serveret i din indbakke - hver uge!

Nyhedsbrev