Unge går sjældent en lige uddannelsesvej fra A til B
Børn, unge og familie
Dagtilbud, skole og uddannelse
Børn, unge og familie, Dagtilbud, skole og uddannelse

Unge følger sjældent et lineært uddannelsesforløb. For mange er det en proces med pauser, sporskifte og omveje at vælge den rette uddannelse. Det viser et forskningsprojekt, som har fulgt 76 danske unge fra 9. klasse til starten af 20’erne.
”De unge udvikler løbende deres forestillinger om fremtiden og navigerer mellem forskellige uddannelsesveje. I de fleste tilfælde kan det tolkes positivt, at de afsøger forskellige muligheder,” siger Julie Schou Nicolajsen, ph.d.-studerende i VIVE og forfatter til rapporten.
Hun tilføjer, at man dog bør være ekstra opmærksom på unge med dårlige erfaringer fra skolen, unge i mistrivsel og unge fra ressourcesvage familier, der står på kanten af uddannelsessystemet. For dem kan pauser og skift i uddannelsesforløbet i højere grad være forbundet med en risiko for ikke at få fodfæste.
Gode evner til at forestille sig fremtiden gør vejen til uddannelse nemmere
Undersøgelsen peger på, at de unges evne til at forestille sig og navigere i fremtidige muligheder har stor indflydelse på, hvordan deres liv former sig. Unge med gode sociale, økonomiske og erfaringsmæssige ressourcer har i den forbindelse et fortrin.
”De ressourcestærke unge kender til flere forskellige uddannelser og formår at forestille sig, hvordan de kan uddanne sig og skabe et godt liv. Det gør det nemmere for dem at handle på deres drømme om fremtiden og dermed også nå dertil,” forklarer Julie Schou Nicolajsen.
Undersøgelsen viser også, at familiebaggrund, minoritetsstatus og køn spiller en rolle i forhold til, hvilke uddannelsesmuligheder de unge ser som realistiske og attraktive.
Hvad siger unge om uddannelse?






Om forskningsprojektet
Forskningsprojektet om unges uddannelsesforventninger er finansieret af Lauritzen Fonden. Der er allerede udgivet en række rapporter i projektet.
Danske unges uddannelsesforventninger – 2. nedslag.
Danske unges uddannelsesforventninger – Med særligt fokus på unge fra kortuddannede hjem.