En tredobbelt strukturel udfordring hæmmer skolernes forebyggende arbejde

Forligskredsen på folkeskoleområdet indgik i januar 2026 en vigtig politisk aftale om skolernes arbejde, hvori det hedder, at »forligskredsen ønsker at styrke en tidlig og forebyggende indsats og hurtigere hjælp til elever med særlige behov…«

Det er en vigtig ambition, for i dag må alt for mange børn vente alt for lang tid på hjælp og støtte, nogle gange op til flere år.

For nogle børn bliver en uafklaret ventetid lig med forværret trivsel og kan medvirke til skolefravær.

En ny VIVE-undersøgelse peger på, at det langvarige bekymrende skolefravær fra 2019 til nu er steget fra 3 procent til 5 procent.

En diskussion af, hvordan skolerne kan indfri ambitionen, er nødvendig. Ikke mindst set i lyset af, at udviklingen på en del skoler over de seneste år er gået den forkerte vej.

Tre strukturelle udfordringer

Det hænger blandt andet sammen med, at skoleområdet i disse år er ramt af det, man kunne kalde for en tredobbelt strukturel udfordring.

For det første oplever en del kommunale skolesystemer et faldende børnetal pga. mindre børneårgange og fraflytning. Det kan nogle steder være ret betydelige forskydninger, for eksempel at børnetallet i en kommune over 10 år falder fra 6000 til 5500 børn i den skolesøgende alder.

Analyser fra Danmarks Statistik peger på, at 42 af landets 98 kommuner forventes at have negativ befolkningstilvækst hen over det næste tiår. Statens bloktilskud til kommunerne afhænger af indbyggertallet, så det kan medføre en betydelig nedgang i de midler, som en kommune har til rådighed til blandt andet at drive skole for.

For det andet har vi over de seneste år set en stigning i andelen af familier som vælger at sende deres børn i fri- eller privatskoler frem for i kommunale folkeskoler.

Hvor det var cirka 11 procent af landets børn som i 2007 gik på en fri- eller privatskole, var tallet i 2024 vokset til lige under hvert femte barn. Det påvirker også det økonomiske grundlag for at drive skole i kommunerne.

For det tredje har vi i samme periode i de fleste kommuner set en stigning i andelen af børn som går i specialskole eller specialklasse frem for almenklasse.

Hvor det var omkring 4,9 procent, der blev undervist i specialområdet i skoleåret 2015/16, var det steget til cirka 7,3 procent i skoleåret 2024/25. Det reducerer over tid også andelen af midler til almenskolerne.

En tendens væk fra de rigtige løsninger

De tre strukturelle udviklinger bidrager til, at mange kommuner over de seneste år har set sig nødsaget til at melde stadigt faldende budgetter ud til almenskolerne i deres kommune.

Endnu en faktor må medtages for at forstå konsekvenserne for skolerne. Det er nemlig sådan, at Folkeskoleloven indeholder en række bestemmelser om minimums-timetal i undervisningen, fagdækning m.v. Omvendt står der ikke noget håndfast om de forskellige støttende funktioner såsom ressourcecenter, AKT, inklusionsmedarbejdere, tolærertimer, holddelingstimer osv.

Det betyder, at når en skoleledelse får et mindre budget udmeldt med for eksempel en besparelse på en million, så er handlerummet på forhånd skævt defineret:

Ledelsen kan skære i de forskellige støttende funktioner. Men kan ikke skære undervisningsdelen ned under de lovbestemte krav.

Lejrture og fællesarrangementer ryger hurtigt, hvorefter mange skoler af nød håndterer vedvarende sparekrav gennem at reducere aktiviteter i de understøttende funktioner.

En million er i runde tal lig med to stillinger. Hvis en skole har et ressourcecenter med fire medarbejdere, kan de være nødt til at fyre de to. Men en sådan reduktion leder ikke bare til en halvering af støttemulighederne. Der er også en tendens til, at selve de pædagogiske tilgange og formerne for støtte forskydes.

Fire ressourcemedarbejdere gav måske mulighed for at bruge en del af tiden på at arbejde ude i de forskellige klasser og etablere tolærer-timer, være opsøgende over for elever med begyndende udfordringer, samt arbejde bredt med fællesskaberne.

Samtidig kunne man arbejde med mere omfattende støtte til et mindre antal elever, som i en periode havde brug for at modtage undervisning i en særlig ramme, for eksempel på grund af stor sårbarhed og risiko for skolevægring eller udadreagerende adfærd.

Når medarbejdergruppen, som skal udføre dette arbejde, bliver reduceret til det halve, så ser man ofte på skolerne, at det er det fællesskabsrettede og forebyggende arbejde, som bortfalder eller reduceres kraftigt.

Begrænser skolernes mulighed for at indfri ambitionerne

Flere skoler presses derfor væk fra de pædagogisk set bedste løsninger, samtidig med at man ser en tendens til, at støttearbejdet bliver mere segregeret i sine former.

Tendensen bidrager til et fokus på de få børn med størst belastninger og rammer væk fra almenmiljøet – mens de forebyggende indsatser til den brede børnegruppe og den tidligt indgribende støtte til børn med begyndende udfordringer risikerer at falde bort.

Ambitionerne i den politiske aftale om at styrke det forebyggende arbejde er vigtig.

Men udviklingen gør det nødvendigt at spørge: Hvad er skolernes mulighedsrum for at indfri ambitionerne?