Vi har prøvet skolepuljen før. Skal vi virkelig gøre det igen?
Udgivelsens forfattere:
Dagtilbud, skole og uddannelse
- Dagtilbud, skole og uddannelse

Måske er det tid til at bruge pengene på noget andet?
Lyder ideen om millioner til udvalgte skoler, der klarer sig fagligt dårligt, bekendt? I så fald er der en god grund. Ordlyden i de nye ambitioner for folkeskoler med svage faglige resultater minder umiskendeligt om den såkaldte skolepulje, der første gang blev præsenteret i regeringsgrundlaget fra 2016.
Med skolepuljen kunne knap 100 udvalgte skoler få udbetalt millioner, hvis de kunne dokumentere, at de havde løftet det faglige niveau blandt deres svageste elever – særligt i dansk og matematik. Vi kender endnu ikke den præcise model for, hvordan regeringens nye millioner skal udmøntes. Men erfaringerne fra 2016 giver god grund til at tænke i andre baner.
Evalueringen fra TrygFondens Børneforskningscenter og VIVE fandt nemlig kun begrænsede effekter af skolepuljen. Det stort anlagte projekt ebbede efterhånden ud og gik måske endda lidt i glemmebogen – lige indtil nu.
Netop derfor bør vi bruge erfaringerne til at tænke mere ambitiøst. Med inspiration fra sundhedsvæsnet kunne pengene blive afsæt for at opbygge et system, der ikke blot belønner skoler for at skabe bedre resultater, men også gør det lettere at udvikle og afprøve nye løsninger, finde ud af, hvad der virker, og sprede de gode erfaringer til andre skoler.
Sundhedsvæsenet som forbillede
At lade sig inspirere af sundhedsvæsnet er ikke nogen ny idé, må vi indrømme. Allerede i argumentationen for skolepuljen i regeringsgrundlaget fra 2016 hentede man inspiration fra den såkaldte meraktivitetspulje på sundhedsområdet.
Ifølge regeringsgrundlaget havde puljen betydet, at "sygehusafdelingerne udviklede nye metoder til at behandle patienterne hurtigere og bedre". Regeringen mente, at noget tilsvarende kunne ske, hvis landets lærere og skoleledere fik lignende økonomiske incitamenter.
Det var måske rigtigt at lade sig inspirere af sundhedsvæsnet. Men evalueringen viste, at det ikke er nok at overføre de økonomiske incitamenter. Man er også nødt til at se på de strukturer, der understøtter udvikling, afprøvning og udbredelse af nye løsninger.
På sundhedsområdet indgår økonomiske incitamenter nemlig i en langt bredere sammenhæng. Der er blandt andet stærke private økonomiske incitamenter til at udvikle nye lægemidler. Samtidig findes en omfattende infrastruktur til systematisk at afprøve behandlinger gennem kliniske forsøg og vurdere deres sikkerhed og effekt.
Endelig er der etableret systemer, som understøtter, at behandlinger med dokumenteret effekt kan tages i brug i praksis.
Det er selvsagt ikke hele forklaringen på fremskridtene i sundhedsvæsnet. Men det illustrerer en vigtig forskel: Det er ikke tilstrækkeligt at skabe incitamenter til at udvikle nyt. Der skal også være en vej fra idé til dokumentation og videre til anvendelse i praksis.
Tre led mangler
Den sammenhæng er langt mindre udviklet på skoleområdet. Her er der ganske vist mange initiativer, projekter og forsøg – og ikke mindst statslige puljer – men langt mindre systematik i forhold til at undersøge, hvad der virker, under hvilke betingelser det virker, og hvordan erfaringerne kan bringes videre til andre skoler.
For det første er incitamenterne til at udvikle nye løsninger begrænsede. Det danske skolemarked er lille, og undervisningsmetoder er vanskelige at beskytte med patenter. De kommercielle muligheder for at tjene penge på nye løsninger er derfor begrænsede.
Det betyder ikke, at der ikke udvikles nyt, men at udviklingen ofte afhænger af enkeltstående projekter, ildsjæle og virksomheder, som har begrænsede muligheder for at finansiere den videre udvikling.
For det andet mangler der en mere systematisk tilgang til at afprøve nye ideer og metoder.
Danmark har stærke forskningsmiljøer og gode muligheder for at koble forskning og praksis.
Men afprøvningen er ikke tilstrækkeligt systematisk og koordineret. Samtidig efterspørger skolerne ikke nødvendigvis dokumentation i en form, der giver udviklerne et stærkt incitament til at undersøge, om deres løsninger virker – og for hvem.
For det tredje mangler der en infrastruktur til at få det, der virker, ud i skolerne. Selv en veldokumenteret metode har ingen enkel vej ud i landets skoler. Der mangler fælles rammer for, hvad der tæller som god dokumentation, og hvordan den kan bruges, når skoler og kommuner skal vælge indsatser. Det er en urimelig opgave at forvente, at den enkelte skoleleder eller lærer skal gennemgå og vurdere al relevant forskning, før der træffes beslutning om nye metoder.
Et nyt innovationssystem
Vores forslag er derfor enkelt: Brug de nye millioner som afsæt for en fælles infrastruktur for udvikling, afprøvning og udbredelse af nye løsninger i folkeskolen.
Det kunne begynde med et nationalt netværk af folke-, privat- og friskoler, der systematisk afprøver nye metoder, indsatser og teknologier.
Forskere, virksomheder og andre udviklere skal kunne bringe løsninger i spil, som til gengæld skal underkastes en uafhængig vurdering.
Skolerne skal have et reelt incitament til at deltage. Dernæst bør en uafhængig instans samle og formidle viden om, hvad der virker, for hvem og under hvilke betingelser.
Endelig skal infrastrukturen hjælpe skolerne med at omsætte viden til praksis. For selv veldokumenterede indsatser kræver tid, kompetencer og organisatorisk opbakning for at lykkes.
Modellen vil ikke sikre, at alle nye indsatser virker. Men den vil gøre det lettere at lære af dem, der lykkes, og undgå at gentage dem, der ikke gør. Det vil give udviklingen af folkeskolen en mere systematisk retning end en række enkeltstående puljer.
Skolepuljen fra 2016 gav begrænsede resultater og kostede omkring 160 millioner kroner i præmieudbetalinger. Det bør give anledning til at tænke mere ambitiøst og langsigtet, når de nye millioner skal bruges.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Publiceret i
Weekendavisen