I Danmark oplever ca. 1 pct. af alle 0-17-årige at blive anbragt uden for hjemmet. Det svarer omtrent til ca. 12.000 børn og unge. Årsagerne til, at børn og unge ikke kan bo sammen med deres forældre, er mange. Det kan fx være alvorlig sygdom, problemer med misbrug, manglende omsorg og trivsel. Ofte er der tale om, at børn, unge og forældre oplever flere forskellige problemer samtidig og over længere tid.
Inddragelse af barn og forældre
Inden børn og unge kan anbringes uden for hjemmet, skal kommunens sagsbehandlere gennemføre en undersøgelse (§50-undersøgelse) af familiens ressourcer og problemer. Hvis der er brug for hjælp, skal kommunen udarbejde en handleplan, som angiver, hvilken hjælp barnet og familien har brug for. I denne proces er det et krav, at både barnet og forældrene inddrages.
Tidlig indsats og forebyggende foranstaltninger
Inden det kommer så vidt som til, at barnet eller den unge anbringes udenfor hjemmet, kan kommunen have valgt at iværksætte forskellige andre former for hjælp (forebyggende foranstaltninger) til barnet, den unge eller forældrene. Det kan fx være familiebehandling eller psykologhjælp. Disse tiltag kan kaldes en form for tidlig indsats, fordi man forsøger at hjælpe, når problemer opstår og forebygge, at de forværres. Tidlig indsats kan imidlertid også være den hjælp og støtte, som pædagoger og lærere giver børn og unge, der ikke trives i deres hverdag, eller mere generelle tiltag, som retter sig mod alle børn, fx sprogscreening som afdækker sproglige vanskeligheder inden skolestart.
Anbringelse udenfor hjemmet
Af alle anbragte børn og unge er omkring to tredjedele anbragt i plejefamilie, og dermed er familiepleje den mest udbredte anbringelsesform. En plejefamilie er en familie, der har et barn eller ung i døgnpleje. Det vil sige, at barnet eller den unge bor hos plejefamilien i hverdagen, men har som oftest også samvær med sin biologske familie. Især unge kan også være anbragt på døgninstitution, socialpædagogisk opholdssted eller kostskole, hvilket en tredjedel af alle anbragte er.
Efterværn
De fleste anbringelser ophører, når den unge fylder 18 år, men anbringelser kan slutte inden, fx ved at barnet eller den unge flytter hjem til sine biologiske forældre, eller ved, at barnet eller den unge anbringes et andet sted. Når unge, der er anbragt, fylder 18 år, er der forsat mulighed for, at kommunen kan yde hjælp og støtte til den unge gennem efterværn. Det kan fx være forsat anbringelse eller en støtte-kontaktperson. En del unge modtager dog ikke efterværn, og deres overgang til voksenlivet er tit svær, fx som følge af manglende voksennetværk og psykiske problemer. Tidligere anbragte unge har således øget risiko for udsathed som voksne med fx perioder i hjemløshed og for ikke at få kompetencegivende uddannelse.