Am I Worth it?

Formål

Sociale investeringer er strategiske allokeringer af ressourcer til velfærdsindsatser, såsom uddannelse eller sundhed, som forventes at skabe sociale og økonomiske gevinster på sigt. I Europa er sociale investeringer blevet et veletableret politisk paradigme, men vi mangler forskning i, hvordan paradigmet påvirker forståelsen af relationen mellem stat og borger. Denne artikel undersøger, hvordan diskursen om sociale investeringer fungerer som en interaktionsramme i for velfærdsprogrammer for unge med stofproblemer i Danmark.

Design

Teoretisk trækker artiklen på Foucaults diskursbegreb, Goffmans teori om rammesætning og Hackings begreb om looping-effekter. Empirisk præsenterer den to modsatrettede selvopfattelser blandt unge med stofproblemer, som positionerer sig selv som henholdsvis gode og dårlige investeringer.

Resultater

Diskursen om sociale investeringer giver nogle unge og deres pårørende mulighed for at retfærdiggøre anmodninger om hjælp; den muliggør en selvfremstilling som “en god investering”, hvilket kan styrke deres oplevelse af at have en legitim ret til velfærd. I modsætning hertil kommer andre til at opfatte sig selv som “dårlige investeringer” og indsatser rettet mod dem som spild af penge, hvilket risikerer at undergrave oplevelsen af ret til velfærd blandt personer, der frygter, at deres deltagelse i velfærdsindsatser ikke vil føre til nogen social eller samfundsøkonomisk gevinst.

Konklusioner

Sociale investeringer er et politisk paradigme; det er ikke udviklet som en ramme for selvfremstilling. Ikke desto mindre producerer det en ny ramme for hverdags interaktion og subjektpositioner, når dets rationalitet først træder ind i den offentlige diskurs. En utilsigtet, men væsentlig effekt er, at diskursen kan stigmatisere marginaliserede borgere, undergrave deres oplevelse af ret til velfærd og svække de universelle, normative og rettighedsbaserede principper, der traditionelt har været definerende for de nordiske velfærdsstater.