Contracted flexibility: Normative tensions at the frontlines of social investment programs targeting homelessness

Sociale investeringsprogrammer målrettet hjemløshed har til formål at kombinere sociale gevinster (for eksempel at hjælpe borgere med at opnå en stabil boligsituation og forbedre deres trivsel) med økonomiske gevinster (for eksempel øget selvforsørgelse og reducerede offentlige udgifter til støtte).

Der findes fortsat begrænset forskning i, hvordan sociale investeringsprogrammer implementeres i praksis, og frontmedarbejdernes perspektiver er stort set fraværende. For at bidrage til at udfylde dette videnshul undersøger denne videnskabelige artikel sociale investeringsprogrammer i to danske kommuner. Begge investeringsprogrammer er rettet mod borgere, der lever i hjemløshed, eller som er i risiko for hjemløshed. De omfatter begge kontrakter med resultatbaserede tilbagebetalingsordninger, der er bundet op på, at investeringen betales tilbage til fonden, i takt med at resultaterne opnås.

Resultaterne peger på, at de sociale investeringsprogrammer i overensstemmelse med deres målsætninger udvider frontmedarbejdernes faglige skøn og råderum. Det giver medarbejderne mulighed for at udvikle fleksible og tværsektorielle løsninger på de komplekse behov hos borgere. Men samtidig indebærer den formalisering, der følger med investeringskontrakterne, en risiko for at hæmme innovation og begrænse fleksibiliteten. Det skaber et paradoks, som i den videnskabelige artikel betegnes som contracted flexibility, (kontraktbundet fleksibilitet).

Casestudierne viser, at de sociale investeringsprogrammer skaber nye normative spændinger mellem hensyn til effektivitet, respekt, retfærdighed og responsivitet – dvs. hensynet til at kunne imødekomme den enkelte borgers konkrete situation og behov. På den ene side skal borgeren have den bedste hjælp og støtte, og på den anden side skal investeringsfonden have sit afkast tilbage ud fra bestemte kriterier og inden for en aftalt tidsramme. Det er ikke altid, at der er overensstemmelse herimellem. Frontmedarbejderne håndterer spændinger på forskellige måder – lige fra med succes at argumentere for ændringer af kontrakterne til følelsesmæssigt at distancere sig fra målene for tilbagebetaling.

Den videnskabelige artikel bidrager til en normativ teoretisering af sociale investeringsprogrammer med udgangspunkt i frontmedarbejdernes perspektiv. Med afsæt i teoretikeren Bernardo Zacka foreslår forfatterne af artiklen, at overvejelser om udformningen af politik og indsatser bør begynde med spørgsmålet om, hvordan vi ønsker, at staten skal møde og interagere med borgerne. For hvis frontmedarbejderne på en bæredygtig måde skal kunne navigere mellem konkurrerende normative hensyn, må de sociale investeringsprogrammer implementeres på en måde, der beskytter frontmedarbejdernes moralske integritet. Det er derfor afgørende at inddrage frontmedarbejdernes perspektiver i overvejelser om, hvordan, hvorvidt og hvornår offentlige velfærdsindsatser bør tilrettelægges som sociale investeringer.