En helhjertet indsats
Udgivelsens forfattere:
- Grete Brorholt
- Marie Jakobsen
- Amalie Martinus Hauge

Hjerte-kar-sygdom vil i fremtiden komme til at berøre næsten alle borgere i Danmark, enten som patienter eller pårørende. Det sker, idet flere mennesker har hjerte-kar-sygdomme, og flere overlever og lever længere med sygdommene. En helhjertet indsats er en kortlægning af sundhedsfaglige, sundhedsøkonomiske og patientnære perspektiver på at blive behandlet for og leve med hjerte-kar-sygdomme. De otte artikler fokuserer på:
- forebyggelse af hjertesygdom
- det præhospitale og akutte område
- behandling af hjertesygdomme
- rehabilitering, patientrettet forebyggelse og palliation
- multisygdom hos hjerte-kar-patienter
- en kortlægning af hjerteregistre i Danmark
- en sygdomsbyrdeudregning på fem diagnoser
- patienternes perspektiv.
En helhjertet indsats er rekvireret af Hjerteforeningen i samarbejde med Dansk Cardiologisk Selskab
(DCS). VIVE har faciliteret fire ekspertpaneler, skrevet flere af artiklerne samt redigeret dem.
9 hovedkonklusioner
På tværs af artiklerne drager redaktørerne disse 9 hovedkonklusioner:
Flere overlever
Der er en overordnet tendens til faldende dødelighed ved iskæmisk hjertesygdom, samtidig med at flere og flere, som får akut hjertesygdom uden for et hospital, overlever. Det tilskrives blandt andet, at lægpersoner er blevet bedre til at udøve basal genoplivning, bedre behandling og den teknologiske udvikling.
Den økonomisk udgift vokser
Hjerte-kar-sygdom forventes at give stigende udgifter i sundhedsvæsenet fremover. Det skyldes, at et stigende antal patienter rammes af hjerte-kar-sygdom, samtidig med at flere overlever.
Forebyggelse er en udfordring
Trods viden og målrettede indsatser begynder unge fortsat med at ryge, og overvægt er et stigende problem i befolkningen. En række strukturelle forebyggende interventioner kan nedbringe hjerte-kar-sygdom, fx høje tobakspriser eller rygestop.
Patienterne er tilfredse
Generelt er patienterne er tilfredse med deres behandling, men de mangler synlig retning i deres forløb, og de anbefaler bedre tværsektoriel koordinering.
Der er geografisk, social og økonomisk ulighed på området
Ulighed er tilstede på hjerte-kar-området, både geografisk, socialt og økonomisk. Der kan blandt andet registreres større dødelighed i nogle regioner end i andre. Uligheden knytter sig til regionale strukturer og prioriteringer, afstand til sygehus, sociale, økonomiske og individuelle forhold.
Patienter ønsker mere inddragelse
Patienter ønsker veltilrettelagt viden, inddragelse i og forståelse af egen sygdom. Det vil de gerne støttes i. Også eksperter ønsker at forbedre inddragelsen af patienter og pårørende. Inddragelsen skal være både systematisk og individuelt differentieret.
Rehabilitering virker
Rehabilitering i form af fysisk træning, patientuddannelse, psykosocial støtte og livsstilsinterventioner har dokumenteret virkning på visse hjerte-kar-sygdomme. Rehabilitering skal tilbydes til patientgrupper som en del af behandlingen, hvor der er dokumenteret effekt.
Tværsektorielle overgange er en udfordring
Overgange mellem kommune, region og alment praktiserende læger er stadig en udfordring. Blandt andet oplever patienter overgangene som barrierer for flow i information og for sammenhængende rehabiliteringsforløb.
Mere forskning bør prioriteres
Der er visse områder, der forskningsmæssigt er velbelyste, og visse områder, der forskningsmæssigt er underbelyste. Det anbefales på tværs af artiklerne at prioritere forskning i de områder, der endnu ikke har haft stor bevågenhed. Forslag til enkeltområder er beskrevet i de enkelte artikler.
Metode
Rapporten giver et vidensbaseret overbliksbillede af hjerte-kar-området. Det er en artikelsamling, som bygger på 10 nye studier foretaget i 2016-2017.
Studierne er baseret på tværfaglige og tværsektorielle studier. Der er foretaget registerstudier, økonomiske beregninger af omkostninger, litteraturstudier, empiriske studier af patienters perspektiver, dokument- og registerundersøgelser samt statusbeskrivelser.
Artiklerne er skrevet af eksperter inden for hjerte-karsygdomme og er samlet og redigeret af VIVE. De enkelte artikler er nedslagspunkter i de samlede baggrundsrapporter og studier. Samlet set giver perspektiverne og de nye studier et nuanceret billede af livet med hjerte-kar-sygdom.
Læs mere
Læs mere om en helhjertet indsats på Hjerteforeningens hjemmeside.