
Problemstilling
Langt de fleste offentlige organisationer i Danmark har stiftet bekendtskab med Lean. Lean er en optimeringsstrategi, som anvendes til at udvikle organisatoriske processer. Særligt på landets sygehuse er Lean blevet udbredt, blandt andet gennem målstyringstavler og værdistrømsanalyser. Mange steder har Lean skabt positive resultater, men Lean har også mødt barrierer og skabt konflikt. Hvad er det ved Lean, som på én gang vækker begejstring og modstand?
Ph.d.-afhandlingen ’Organizing Valuations: A pragmatic Inquiry’ stiller skarpt på, hvad der sker på det organisatoriske niveau, når en hospitalsafdeling arbejder med Lean. Afhandlingen er blevet til i et samarbejde mellem Institut for Organisation på CBS og Juliane Marie Centret på Rigshospitalet. Resultaterne er præsenteret i denne korte sammenfatning af afhandlingen.
Undersøgelsen viser, at de egenskaber ved Lean, som har det største potentiale, faktisk samtidig er dem, som vækker størst modstand. Det drejer sig blandt andet om Lean’s begreb om tid, sted og brug af metrik, som på den ene side udfordrer den eksisterende organisation, men på den anden side også bibringer alternative anvendelige muligheder for at tænke nyt om ledelse og organisering.
Konklusion
Overordnet er rapportens konklusion, at ledelsesteknologier som Lean aldrig kun vil være gavnlige. Dette bør heller ikke være forventningen. Fremfor at hige efter det ultimative ledelsesværktøj, bør vi som forskere og praktikere i stedet forbedre vores evne til at opfange og reagere på de utilsigtede konsekvenser, komplicerede dilemmaer og værdirelaterede konflikter der uundgåeligt opstår, når man arbejder med sådanne værktøjer.
Der er tre centrale, empiriske konklusioner, som bidrager til en sådan re-fokusering.
Den første konklusion er, at Lean i nogle tilfælde kan komme til at øge kompleksiteten snarere end at strømline arbejdet i hospitalsorganisationer. Denne konklusion hviler på et casestudie af et hospitalsafsnits brug af målstyringstavler.
En anden konklusion er, at Lean opererer med en implicit forståelse af, hvordan en organisation fungerer. Dette er ikke i sig selv et problem, men det kan det være, hvis man antager, at Lean er et neutralt værktøj. Denne konklusion er baseret på et casestudie af et hospitalsafsnits arbejde med at forbedre deres visitationspraksis.
Endelig konkluderer undersøgelsen, at Lean både intentionelt og mere vilkårligt – og både i afsnit, hvor Lean kører godt, og hvor det ikke gør – kommer til at tilbyde alternative organiseringsmuligheder. Denne konklusion er baseret på observationer på tværs af Juliane Marie Centret af situationer, hvor Lean optrådte uden for de situationer, hvor det er designet til at være (fx tavlemøder og projekter).
Anbefalinger
Lean kan være værdifuldt for en organisation, selvom det ikke gennemsyrer organisationen, og selvom de færreste personer vil betegne sig som medlem af en ’Lean-kultur’. Denne undersøgelse peger på, at Lean har bedre vilkår, hvis forventningen ikke er en fuldstændigt Lean organisation. Snarere kan det anbefales at tilstræbe en fredelig sameksistens mellem Lean og andre principper, rationaler og organiseringsmetoder, der er til stede på hospitalet.
I forhold til at støtte op om Lean som en alternativ organiseringsmulighed, kan følgende spørgsmål være relevante:
- Hvad er succeskriteriet med Lean? Og for hvem?
- Hvori består Leans organiseringsmuligheder for vores organisation – ud over de konkrete værktøjer? Hvordan er Lean på godt og ondt et alternativ i vores organisation?
- Hvordan skaber vi balancen mellem at etablere og vedligeholde Lean som en organiseringsmulighed, uden at projektet bliver uhensigtsmæssigt agiterende?
Læs mere
Se hele afhandlingen 'Organizing Valuations - A pragmatic Inquiry'
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA