Samfundsøkonomisk evaluering af lægeordineret heroinbehandling
Udgivelsens forfattere:
- Lone Bilde
- Christophe Kolodziejczyk
- Marie Kruse
Konklusion
Lægeordineret heroinbehandling medfører et fald i kriminalitets- og afsoningshyppighed, og dermed også et pænt fald i offentlige kriminalitetsudgifter for de personer, der har været indskrevet i behandling i mindst ét år. Hvis man medtager de personer i analysen, der er ophørt med heroinbehandlingen igen efter en kortere periode, kan samme fald i kriminalitets- og afsoningshyppighed ikke genfindes.
Selv om analysen kun har overlevelses- og livskvalitetsdata for en kortere periode, ses der for denne korte periode en forbedret overlevelse og livskvalitet for personer i lægeordineret heroinbehandling.
Analysen er baseret på registerdata, og en række relevante samfundsøkonomiske fordele og omkostninger, f.eks. ofres omkostninger ved kriminalitet, der ikke findes i registrene, er derfor ikke med i analysen.
Anbefalinger
Det ser ud til at fastholdelse i behandlingen er et succeskriterie for, at lægeordineret heroinbehandling kan medføre en besparelse f.eks. på kriminalitetsområdet. Derfor bør fastholdelse i behandlingen være et vigtigt indsatsområde. Ligeledes kunne et studie af langtidseffekten af heroinbehandlingen på f.eks. overlevelse, sundheds- og kriminalitetsudgifter overvejes for at dokumentere de samfundsøkonomiske konsekvenser på lidt længere sigt.
Baggrund
Af de mere end 10.000 heroinmisbrugere i Danmark, anslås 900-1200 at være såkaldt ”hårdt belastede” stofmisbrugere. Disse personer er målgruppen for tilbuddet med lægeordineret heroin, der blev påbegyndt i 2010, og i dag er i drift på fem behandlingssteder i Danmark.
Stofmisbrug og især intravenøst stofmisbrug udgør et alvorligt sundhedsmæssigt problem for den enkelte misbruger, og er forbundet med oversygelighed og -dødelighed, tab af livskvalitet og erhvervsevne, og ikke mindst med høj kriminalitet. Kriminaliteten som følge af stofmisbrug er ligeledes en belastning for dens ofre, fører til utryghed for befolkningen og er i det hele taget en samfundsøkonomisk byrde.
Der er ikke tidligere lavet en evaluering af de samfundsøkonomiske konsekvenser af heroinordningen i Danmark, der kan supplere de øvrige evalueringer af ordningen.
Metode
I analysen sammenlignes data for personer, der har været indskrevet i lægeordineret heroinbehandling med data for en kontrolgruppe af personer i metadonbehandling, der ikke har været i heroinbehandling. For at opnå sammenlignelighed mellem grupperne er der i analysen justeret statistisk for observerbare forskelle ved hjælp af forskellige regressionsmetoder. Der er anvendt data fra stofmisbrugs- sundheds- og kriminalitetsregistre.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Samarbejdspartnere
KABS GlostrupUdgiver
KORA