Social- og sundhedsassistenter på hospitaler
Udgivelsens forfattere:
- Christina Holm-Petersen
- Martin Sandberg Buch
- Marie Kruse
Opgjort i fuldtidsstillinger, er der forsvundet 612 social- og sundhedsassistenter, 1020 sygehjælpere og 366 plejere fra det regionale sundhedsvæsen i perioden 2007-2012.
Analyserne på speciale og afdelingsniveau viser, at der ikke er stor forskel på medicinske og kirurgiske specialer overordnet set, men inden for det medicinske område er der stor variation mellem specialer. Der er fx væsentlig flere social- og sundhedsassistenter på geriatriske og neurologiske afdelinger, end på kardiologiske afdelinger. Det ses også, at der er stor variation i antallet af social- og sundhedsassistenter på afdelingsniveau.
Endelig viser undersøgelsen, at der er lokale variationer i anvendelsen af social- og sundhedsassistenters kompetencer. Nogle af argumenterne for disse variationer handler om, hvor syge og komplekse patienterne er, samt hvor korte og komplekse patientforløbende er.
Samtidig fremgår det, at der er lokale forhold, der har indflydelse på, om disse argumenter fører til en ændret arbejdsdeling mellem sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. På afdelinger med meget erfarne assistenter fører argumenterne fx ikke alle steder til ændrede opgaver for social- og sundhedsassistenterne.
Undersøgelsen konkluderer derfor, at kultur og ledelsens valg – sammen med social- og sundhedsassistenternes erfaringsniveau - er af afgørende betydning for arbejdsdelingen.
Baggrund
Baggrunden for undersøgelsen er, at der de seneste år er sket et markant fald i antallet af social- og sundhedsassistenter i hospitalsvæsenet.
Metode
Undersøgelsen er baseret på registeranalyse og kvalitative interview med ledere og medarbejdere fra fire hospitalsafdelinger.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA