Tærskler for anbringelser

Hvad lægger socialforvaltningerne vægt på, når de vurderer, at en anbringelse af et barn uden for hjemmet vil være nødvendig? Hvilke overvejelser gør sagsbehandlere sig, når anbringelse ved tvang kommer på tale? Det er spørgsmål som disse, denne undersøgelse sigter på at besvare. Sagsbehandleres vurderinger af barnet selv, dets familie og forhold til omgivelserne spiller en væsentlig rolle for, hvor alvorlige et barns problemer anses for at være, og hvor indgribende foranstaltninger man finder nødvendige. Sagsbehandlere i udvalgte kommuner er i undersøgelsen blevet præsenteret for typiske sagseksempler i børnearbejdet og har individuelt udfyldt spørgeskemaer og deltaget i gruppeinterview om deres vurdering af børnenes situation og deres opfattelse af, hvilke foranstaltninger der skal til for at støtte barnet i dets udvikling. Resultaterne peger på store variationer såvel i vurdering af de præsenterede sagers alvorsgrad som i opfattelse af de relevante løsninger af problemerne. Forskellene er så store både mellem forskellige kommuner og mellem forskellige sagsbehandlere inden for samme kommune, at klienter med identiske problemer må formodes at blive behandlet forskelligt fra kommune til kommune og fra sagsbehandler til sagsbehandler.
Resultaterne peger også på, at nogle problemer opfattes som alvorligere for et barns udvikling end andre, for eksempel unges voldelige adfærd og opvækst med udviklingshæmmede forældre. Den generelle tendens er dog, at sagsbehandlerne er tilbøjelige til relativt automatisk at tænke i anbringelse af barnet, hvis forebyggende foranstaltninger ikke ændrer barnets forhold som forventet.