Skip til indhold
Få vores nyhedsbrev
Da En
  • Temaer
  • Udgivelser
  • Medarbejdere
  • Om VIVE
  • Nyheder
  • Undersøgelser i gang
  • Arrangementer
  • Kontakt
  • Presse
Da / En
Tilmeld nyhedsbrev
Del
Rapport, ­17. marts 2021

Unges udveksling af intimitet for materielle goder

Et kvantitativt studie

Knap fem procent af 18-30-årige har mindst én gang udvekslet intime billeder, kys eller sex for materielle goder. Det gælder i højere grad socialt udsatte unge end andre unge. Goderne dækker over alt fra en enkelt drink til penge. Kun hver tiende definerer dog selv deres udveksling som sugardating.

Karen Margrethe Vendelbo Dahl & Stine Vernstrøm Østergaard
Børn og unge, Socialområdet, Udsatte
Hent rapporten Unges udveksling af intimitet for materielle goder
Socialt udsatte unge er overrepræsenteret i den gruppe af unge, der mindst en gang har udvekslet en form for intimitet til gengæld for noget materielt. Modelfoto: Ole Bo Jensen/VIVE

Kontakt

Karen Margrethe Vendelbo Dahl Chefanalytiker M: 33 48 09 39 kmd@vive.dk

Fra 2014 til 2018 skete der en stor stigning i antallet af profiler på sugardating-sider på nettet. Samtidig steg antallet af unge, der henvendte sig til blandt andre RedenUng, fordi de havde problemer i forbindelse med sugardating og anden gråzoneprostitution.

Derfor satte man et forskningsprojekt i gang, der skulle afdække unges motiver for at udveksle intimitet for materielle goder, deres sociale baggrundsforhold samt de problemer, de eventuelt oplever i forbindelse med udvekslingen.

Forskningsprojektet ”Sugardating blandt marginaliserede unge – Udvikling af et nyt forsknings- og praksisfelt” gennemføres af en projektgruppe, der består af forskere fra Roskilde Universitet og Aarhus Universitet samt RedenUng med deltagelse af forskellige samarbejdspartnere – herunder VIVE. Forskningsprojektet finansieres af VELUX FONDEN.

VIVE har gennemført denne kvantitative undersøgelse som en del af forskningsprojektet. Undersøgelsen har fokus på udveksling af intimitet for materielle goder som et bredt begreb frem for det specifikke begreb sugardating. Det er nemlig kun få af dem, der udveksler intimitet, der selv opfatter det som sugardating. Undersøgelsen beskriver omfanget af forskellige typer af udveksling, baggrundsforholdene hos dem, der udveksler intimitet, og de unges motiver for at gøre det.

Derudover viser undersøgelsen, hvem der kontaktes uopfordret med henblik på udveksling af intimitet, og hvilke holdninger unge har til sugardating og andre former for udveksling af intimitet for materielle goder.

Undersøgelsen bygger dels på en spørgeskemaundersøgelse, som VIVE har gennemført blandt 18-30-årige, og på data fra Ungeprofilundersøgelsen om 15-22-årige unge, der går på en ungdomsuddannelse.

Kys eller sex til gengæld for materielle goder

Knap fem procent af de 18-30-årige har mindst én gang i deres liv prøvet at kysse, udveksle billeder af seksuel karakter eller dyrke sex til gengæld for materielle goder. Goderne dækker over alt fra en enkelt drink til større pengebeløb.

Yderligere fem procent angiver, at de har tilbudt samvær til gengæld for materielle goder uden at udveksle andre typer af intimitet.

Hver tiende af dem, der har kysset, sendt erotiske billeder eller dyrket sex til gengæld for materielle goder, definerer selv den udveksling, der har fundet sted, som sugardating.

Knap halvdelen af de 18-30-årige, der har udvekslet intimitet til gengæld for materielle goder, angiver, at det skete, fordi de følte sig forpligtede til at kysse eller dyrke sex efter at have modtaget noget materielt, men at de ikke har været intime med det formål at opnå noget materielt. Omvendt angiver cirka en femtedel af dem, at de har været intime for at opnå noget materielt, men at de ikke har følt sig forpligtede til det.

Blandt de 15-22-årige på ungdomsuddannelserne har godt to procent ydet noget seksuelt til gengæld for noget materielt inden for det seneste år.

Flere mænd blandt de yngste, men flere kvinder blandt de ældste

Blandt de 15-22-årige er der en lille overvægt af mænd, der har ydet noget seksuelt til gengæld for noget materielt, mens det blandt de 18-30-årige er en lille overvægt af kvinder, der har gjort det.

I undersøgelsen af de 18-30-årige finder vi desuden, at de kvinder, der har udvekslet intimitet for materielle goder, har en øget risiko for psykisk sygdom og seksuelle overgreb sammenlignet med andre kvinder. Den forskel finder vi ikke blandt de mænd, der har udvekslet intimitet for materielle goder.

Forskel på udveksling i forskellige samfundsgrupper

Ud over kønsforskellene ser vi en række forskelle mellem unge, der udveksler, og unge, der ikke gør. Det gælder i forhold til socioøkonomiske ressourcer, brug af rusmidler, psykisk sygdom, sociale relationer, indvandrerbaggrund og seksuel orientering.

Således ser vi dels en overrepræsentation af udveksling af intimitet for materielle goder blandt unge, der er socialt udsatte. I gruppen af 15-22-årige gælder det samme blandt unge, der mangler voksne fortrolige. Når vi kigger på de 18-30-årige, ser vi en overrepræsentation blandt homoseksuelle mænd, biseksuelle kvinder og unge med indvandrerbaggrund.

Blandt de 15-22-årige finder vi dog ikke nogen forskel på unge med indvandrerbaggrund og andre unge.

Metode

Undersøgelsen bygger på spørgeskemadata, som er indhentet specifikt for at undersøge udvekslinger af intimitet for materielle goder blandt 18-30-årige. Der er tale om 1.732 besvarelser ud af en bruttostikprøve på 8.000 unge fordelt over hele landet.

Derudover trækker vi data fra Ungeprofilundersøgelsen, der har et bredere formål. Her bruger vi spørgeskema- og registerdata for 15-22-årige unge, der går på en ungdomsuddannelse. Her bygger vi på 24.200 besvarelser fra 17 danske kommuner.

Spørgeskemaet til de 18-30-årige er konstrueret i et tæt samarbejde mellem VIVE og projektgruppen for det overordnede forskningsprojekt.

Kontakt til projektleder af forskningsprojektet: Lektor Christian Groes, cgroes@ruc.dk, mobil 26 47 09 20.

Læs også

  • Den kvalitative del af forskningsprojektet 'Sugardating blandt marginaliserede unge', 2021
  • VIVEs rapport 'Unges opfattelser af køn, krop og seksualitet', 2018
  • Nordisk Råds rapport 'Young people, vulnerability and prostitution/ sex for compensation in the Nordic countries, 2019

 

Om denne udgivelse

Finansieret af:

VELUX FONDEN

Samarbejdspartnere:

Roskilde Universitet, Aarhus Universitet, RedenUng

Udgiver:

VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

Mere fra samme undersøgelse

Nyhed, 16. marts 2021 Knap fem procent af 18-30 årige har byttet intime billeder, kys eller sex for noget materielt
Læs også
  1. Webinar

    Webinar: Støtte til udsatte børn og unge i Danmark: Trends i politik, professioner og lovgivning

  2. Rapport

    Mødet mellem borgere med handicap og kommunen

  3. Webinar

    Watch webinar: Child protection in Finland: Recent trends in political debates, support systems and legislation

  4. Nyhed

    Targeted school‐based interventions for improving reading and mathematics for students with or at risk of academic difficulties in Grades K‐6: A systematic review

  5. Rapport

    Tre vigtige temaer for faglig ledelse af dagtilbud

  6. Undersøgelse i gang

    VIVE evaluerer danske frivilligcentre

  7. Nyhed

    Samarbejdsudfordringer på børnehandicapområdet – inspiration til praksishåndtering

  8. Rapport og videnshæfte

    Hvordan kan samarbejde på børnehandicapområdet styrkes?

  9. Webinar

    Småbørnsfamiliers hverdag og trivsel under den første covid-19-nedlukning

  10. Debatindlæg

    Ulighed afskærer ældre fra de boliger, der matcher deres behov

Tilmeld nyhedsbrev
Del

Tlf: 44 45 55 00

Mail: vive@vive.dk

EAN: 5798000354845

CVR: 23 15 51 17

KontaktPresseTilgængelighedserklæring

VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd leverer viden, der bidrager til at udvikle velfærdssamfundet og til at styrke kvalitetsudvikling, effektivisering og styring i den offentlige sektor både i kommuner, regioner og nationalt.

Vores nyeste viden i din indbakke hver uge.

Tilmeld nyhedsbrev
Følg os