JANUAR - korte dage, kold vind og klamme sokker. Det er den tid på året, hvor der reklameres for langtidsrejser til Spaniens sydkyst, så folkepensionister og andre med mere end seks ugers årlig ferie kan komme ned til sangria og solskin.

For nogle er en vintermåned eller to med tæerne i strandsand dog ikke nok. De drager i stedet mere langvarigt mod syd. Det kan være hele vinteren igennem, eller det kan være en flytning mere eller mindre permanent til lunere himmelstrøg. Så kommer ferierne pludselig til at gå den modsatte vej - »hjem« til Danmark eller England, eller hvor man nu oprindelig kommer fra.

Muligheden for en sådan levevis kræver normalt, at man er færdig med arbejdsmarkedet, og man taler derfor om international »retirement migration«, der nok bedst kan oversættes som »tilbagetrækningsmigration«. Det er et fænomen i vækst. Historisk set er denne form for migration knyttet til den masseturisme, som har taget fart siden 1960erne, og den trækker på samme teknologiske udvikling af stadig billigere og mere omfattende flytrafik og elektronisk kommunikation. Læg hertil, at vi lever stadig længere, bevarer det gode helbred i flere år, og at ganske mange også slutter deres arbejdsliv med en hel del penge at gøre godt med. Har ferierejser igennem livet været noget af det, man gjorde, når man skulle være god ved sig selv, kan en konvertering af pensionist-tilværelsen til en form for ferieliv være overordentligt tiltrækkende.

Så gråhårede »snowbirds« trækker mod syd.

I et stort land som USA, hvor termen kommer fra, har man mulighed for at blive inden for egne grænser og tage til Arizona eller Florida.

Her findes enorme områder af små, hyggelige »home towns« med golf, cafeer og lave dørtrin, der er bygget for at tiltrække denne voksende kundegruppe. Eller man kan rykke længere mod syd til lande som Panama, Mexico og Costa Rica. På vores side af Atlanten tager englændere til Sydfrankrig, franskmænd drager til Marrakesh, og Costa del Sol har fået tilnavnet »hele Europas plejehjem«. Der kan man finde danske præster, danske tandlæger og Club Danés at hygge sig i (hvem sagde parallelsamfund?). I supermarkederne finder man både Lurpak-smør og Samsø-ost, så alt for fremmedartet går det heller ikke hen og bliver.

PÅ tværs af destinationerne går fælles historier igen. Det handler om sol og varme og om smukke landskaber, ofte i form af en glitrende sandstrand. Det kan også handle om ønsket om en mere udadvendt og aktiv livsstil - måske med sport, lange gåture og et socialt liv i expat-klubberne med ligesindede. Det modstilles af et liv, hvor man må krybe indendørs i en lang, mørk vinter, og hvor man som »gammel« kan opleve at have mistet sin plads i samfundet. Og så er der lige det med den globale ulighed, som denne form for migration kan give konkret fordel af. Købekraften i for eksempel det rige Nordeuropa kan - afhængigt af destination - få pengene til at række meget længere. Dermed kan der pludselig være råd til rødvin og middage på restaurant i en helt anden skala, end hvis man var forblevet hjemme.

Der er dog også ting, der trækker den anden vej - eksempelvis adgang til sundhedsydelser på et sprog, man forstår, og i en kvalitet, man stoler på. Er man væk fra Danmark i mere end seks måneder, skal man melde flytning ud af landet, og dermed ryger også den gratis (eller rettere skattebetalte) adgang til læge og hospital. Da knas med helbredet sjældent bliver mindre med alderen, kan lovgivningens rammer her være med til at forme, hvordan »tilbagetrækningsmigration« praktiseres: Med en glidende overgang fra rollen som turist vælger mange at holde sig inden for de statsfastsatte tidsrammer, hvorved de blot holder mange og lange ferier, men sikrer sig fuld adgang til et dansk hospital den dag, det bliver nødvendigt. I nogle lande kan man også få adgang til de lokale ydelser, eller man kan - med økonomien i orden - tilkøbe sig en fuld, privat sygeforsikring.

Mønsteret kan variere i forskellige kontekster, afhængigt af de såkaldte pullpush-mekanismer, der er i spil. I USA kan sygeforsikring være så dyr, at nogle pensionister af økonomiske grunde ønsker at ældes i et land som Panama. Her er forsikringen langt billigere - og lægerne er alligevel uddannede i USA, da Panama ikke selv uddanner egne læger. Hjælp døgnet rundt kan også være lettere tilgængelig, da den er billig at ansætte på lokale lønninger. Økonomien kan dermed afholde folk fra at drage »hjem«, når de med stigende alder får behov for hjælp, og endda få svagelige ældre til at flytte mod syd.

Også de geografiske afstande er med til at forme bevægelserne af folk over landegrænser.

Panama er ikke en stor destination for ældre danskere, ligesom de færreste amerikanere drager til Spanien. Men især hvis man tidligere i livet har vænnet sig til en bestemt feriedestination, kan den stadig være tiltrækkende i livets sene år, også selvom flyveturen er lang.

Det gælder for eksempel for nordeuropæere, som tager til Thailand. Destinationen tiltrækker dog også velbeslåede ældre fra det noget nærmere beliggende Japan. I Thailand reklameres der på engelsk og tysk for centre i blandt andet Hua Hin nær Bangkok, hvor man får »adgang til pool, strand og sundhedspersonale«. En del af de migranter, der vælger en tredje alder i Thailand, er enlige mænd. Med det lavere prisniveau kan man her få sig lidt af et luksusliv - måske med en langt yngre kvinde ved sin side - end man har mulighed for i dyre Europa. En udfordring kan dog være, at nogle af disse mænd kører på kanten i forhold til deres ressourcer: De kommer egentligt ikke til Thailand, fordi de reelt har råd, men fordi de oplever, at de ikke har råd til at lade være med den livsstil, de ønsker sig. Hvis valutakursen pludselig svinger den forkerte vej for dem, eller de har sparet for meget på sygeforsikringen, kan sådanne ældre migranter pludselig komme i en knibe, som kan være svær at komme ud af. Og så er det måske ikke så meget følelsen af »det gode liv«, man sidder tilbage med, men bare følelsen af at være rigtig, rigtig langt væk hjemmefra.

I de fleste tilfælde er tilbagetrækningsmigration noget, der får en ende: Det er nogle år med oplevelser og nye horisonter, før alderdommens svækkelse sætter ind. Når der alligevel ikke er kræfter til stavgang og aquapilates i poolen, er det nærhed til egen læge, til børn og børnebørn og måske til en plejebolig, man har brug for. Og så migreres der igen - for sidste gang - med kurs mod hjemstavnen i nord.

Mobil:	33 48 09 96
Afdeling:	VIVE Sundhed
Mail:	emht@vive.dk
Sted:	København

Emmy Hjort-Enemark Topholm

Evaluering af udvikling og afprøvning af samarbejdsmodeller for styrket samarbejde og kvalitet på tværs af sektorer for mennesker med diabetes