På grundskoleområdet beskæftiger Tanja sig bl.a. med undervisning med to eller flere undervisere. På dette område har hun især haft fokus på hvordan samarbejdet mellem undervisere ser ud i praksis, samt hvilke muligheder og udfordringer forskellige rollefordelinger skaber i undervisningen. På grundskoleområdet har hun derudover beskæftiget sig med praktisk og varieret undervisning under begrebet praksisfaglighed. Her har hun gennem et udviklingsprojekt fået indblik i lærere og elevers erfaringer med praktisk og varieret undervisning, bl.a. de potentialer og dilemmaer lærere bevæger sig i, når det abstrakte/teoretiske og det praksisfaglige forenes i undervisningen.
På ungdomsuddannelsesområdet beskæftiger Tanja sig bl.a. med gruppen af unge under 25 der af forskellige årsager står uden for job eller uddannelse. Hun beskæftiger sig både med initiativer, der styrker målgruppens adgang til kulturlivet og med FGU. Konkret har hun været med til at evaluere implementeringen af FGU-reformen, hvor hun især har haft fokus på elevers udbytte af FGU samt udviklingen af en fælles profession og didaktik blandt lærerne på FGU; en didaktik der har fokus på inkluderende læringsmiljøer, læring gennem praksis, tydelig struktur i undervisningen og tæt opfølgning af elevernes progression.
Tanja har derudover været med til at undersøge unges valg af ungdomsuddannelse, bl.a. med fokus på unges rationaler for valg af ungdomsuddannelse, ligesom hun også beskæftiger sig med prøveformer på ungdomsuddannelsesområdet efter AI. Igennem sit arbejde på hhv. ungdomsuddannelses- og grundskoleområdet har hun også beskæftiget sig med kompetenceudvikling af lærere.
Metoder
I Tanjas arbejde er undersøgelsens vidensbehov styrende for det metodiske design. Kvalitativt har hun erfaring med interviews og observationer af forskellige målgrupper, herunder ledere, fagprofessionelle, børn og unge. Kvantitativt arbejder hun bl.a. med spørgeskemaundersøgelser, ofte som led i mixed methods designs.
Baggrund
Tanja er uddannet sociolog fra Københavns Universitet. Hun har været ansat på Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) i perioden 2020-2026 og har været analytiker på VIVE siden feb. 2026.