Vil sundhedsreformen gøre endeligt op med faggrænserne i ældreplejens faste teams?

Der er snart ingen tvivl om, at den organisatoriske integration af hjemmeplejen og hjemmesygeplejen i faste teams understøtter bedre koordinering, samarbejde og ikke mindst en mere simpel opgaveglidning fra sygeplejersker til social- og sundhedsassistenter og -hjælpere. Selvom det er positivt og en vigtig forudsætning for helhedspleje, er det dog ikke tilstrækkeligt i sig selv. 

Jeg oplever i mine samtaler med ledere, at det netop er i integrationen af opgaverne, de nu oplever som den største udfordring. Sundhedsreformen forventes derfor at give det sidste skub til integration af sygeplejen i helhedsplejen. Men integrationen er forsinket, og spørgsmålet er, om den overhovedet gør en forskel?

Foreløbige resultater fra mit ph.d.-projekt peger på, at faggrænserne mellem sygepleje og pleje fastholdes i ældrereformens faste, tværfaglige teams gennem dagligdagens rutiner.

Og det er til trods for, at mit feltarbejde er foretaget i en kommune, der kan betragtes som ‘best practice’, når det gælder positive resultater af at implementere teams med både sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere. 

Diskursen om ’sygepleje’ og ’pleje’ 

I praksis bruger ledere og medarbejdere begrebet ’sygeplejen’ som betegnelse for både faggruppen sygeplejersker, den organisatoriske enhed sygeplejen (som ikke findes længere) og de hjemmesygeplejeydelser, der leveres efter sundhedslovens §138.

På samme måde bruges begrebet ’plejen’ både om de to meget forskellige faggrupper social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere, den organisatoriske enhed hjemmeplejen (som heller ikke findes længere) og den personlige pleje, som nu leveres efter ældrelovens §10.

Det er den måde, jeg igen og igen hører medarbejdere og ledere tale om, hvem og hvad der udgør henholdsvis ’sygeplejen’ og ’plejen’. 

Distinktion reproduceres i nye rammer

Mine observationer af dagligdagen i tværfaglige teams peger på, at de faglige skel mellem ’sygepleje’ og ’pleje’ bliver videreført i de nye organisatoriske rammer. Udover det generelle sprogbrug blandt ledere og medarbejdere kan det særligt ses i den måde tid og rum organiseres på og i prioriteringen af arbejdsfællesskaber. 

Teamkontorer og dokumentationskontorer bliver i praksis til ’sygeplejerskekontorer’, og den fælles vagtstue bliver opdelt i borde for ’sygeplejen’ og ’plejen’ frem for de enkelte teams. 

Sygeplejersker deltager i monofaglige møder for at styrke integration og samarbejde i ’sygeplejen’. ’Sygeplejen’ betragtes ikke kun som et fagligt fællesskab, men et arbejdsfællesskab, hvor opgaver fordeles på tværs af teamenes sygeplejersker for at sikre en jævn arbejdsbelastning på dagen. 

Samtidig udfordres teamets arbejdsfællesskab af, at der ikke er tid nok og meningsfulde rum til at drøfte samarbejde og borgerindsatsen – altså helhedsplejen. 

Reel helhedspleje bliver en nødvendighed om få år

Faggrænserne reproduceres altså langt hen ad vejen i ældrereformens tværfaglige teams. Det påvirker direkte muligheden for at omsætte reformernes intentioner til praksis og levere den helhedspleje, der er tiltænkt. 

Problemet er, at det ikke kun er sygeplejersker, der udøver sygepleje, og omvendt bør det ifølge reformernes ambitioner ikke kun være social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, der leverer personlig pleje. Hvis ambitionen om ældrereformens helhedspleje skal realiseres i det enkelte borgerbesøg, er faggrænsen mellem ’sygeplejen’ og ’plejen’ nødt til at blive genforhandlet. Det gælder generelt set og ikke kun i situationer med tidspres. 

Men Emmy, det er dyrt at bede sygeplejersker om at udføre plejeopgaver, lyder det. 

Det er måske rigtigt. Men spørgsmålet er, om der er råd til at lade være? 

Når man som leder kigger ud over vagtstuen om ti år, vil man ifølge prognoserne mangle hver tredje social- og sundhedshjælper og hver fjerde social- og sundhedsassistent. Til gengæld ser det ud til at være tilpas med sygeplejersker. Hvordan skal opgaverne så fordeles? 

Som kommune bør man måske især spørge sig selv, hvordan man vil tiltrække og fastholde social- og sundhedsassistenter, hvis de fortsat betragtes som en faggruppe, der leverer pleje, og ikke som autoriserede sundhedspersoner, der er uddannet til selvstændigt at planlægge og varetage sygepleje.