Kommuner og a-kassers rammevilkår for beskæftigelsesindsatsen
Undersøgelsens deltagere:
Arbejdsmarked
Arbejdsmarked

En central del af regeringens aftale om reform af beskæftigelsesindsatsen fra 9. april 2025 omhandler et ønske om at etablere en resultatbaseret opfølgning på kommuner og a-kassers resultater af beskæftigelsesindsatsen. I forlængelse heraf er formålet med dette projekt at udvikle en model for hvert resultatmål, der tager højde for de rammevilkår, den enkelte kommune eller a-kasse arbejder under.
Udvikling og test af modeller for resultatmål
Formålet med dette projekt er at udvikle og teste modeller, der kan følge op på de resultatmål, ministeriet har fastsat for kommune og a-kasser i forbindelse med beskæftigelsesreformen. Det gælder fire resultatmål for kommunerne: 1) Andel på offentlig forsørgelse, 2) Afgang til beskæftigelse/uddannelse efter 6 måneder, 3) Andel med ordinære løntimer og 4) Varig tilknytning til beskæftigelse målt 6 og 12 måneder efter opnået beskæftigelse. Dertil kommer to resultatmål for a-kasserne: 1) Afgang til beskæftigelse/uddannelse efter henholdsvis 3 og 6 måneder og 2) Varig tilknytning til beskæftigelse 6 og 12 måneder efter opnået beskæftigelse.
I forbindelse med udvikling og test af modeller for de forskellige resultatmål vil projektet have fokus på en række justeringer for at imødekomme tidligere uhensigtsmæssigheder, herunder blandt andet en bedre metode for at korrigere for forskelle i de lokale arbejdsmarkeder.
Metoder
Modellerne baseres på store mængder af registerdata, der både beskriver borgernes karakteristika og de lokale arbejdsmarkeder – herunder pendlingmønstre. Der testes for en række forskellige modelspecifikationer samt inddragelse af grupper af variable. Der vil blive anvendt bootstrapping til estimation af usikkerheden i de estimerede benchmarkingmål på henholdsvis Kommune- og a-kasseniveau. Bootstrapping er en metode, hvor modellen estimeres flere hundrede gange på marginalt ændrede udtræk af populationen. Det bruges som metode til at undersøge, hvor meget udfaldet potentielt kan ændre sig.
Undersøgelsens deltagere
Projektleder
Projektmedarbejdere
Om denne undersøgelse
Finansieret af
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR)