Anbringelse uden samtykke - Explainer

På tværs af de nordiske lande er der nationale og kulturelle variationer i, hvordan samtykke forstås og anvendes. Der er blandt andet forskelle i synet på, hvor grænsen for tolerance og forståelse over for forældres sociale vanskeligheder går.

I Danmark har der været tradition for at være tilbageholdende over for at gribe ind i forældres rettigheder. Gennem årene er der imidlertid sket en drejning væk fra den mere forældrefokuserede tilgang, blandt andet med barnets reform og desuden barnets lov, der ligger vægt på barnets og den unges inddragelse og interesser – herunder også, at disse interesser kan være i modsætning til forældres.

Forældre og børn oplever ikke, at de bliver lyttet til eller inddraget i beslutninger om selve anbringelsen eller forløbet op til den. Den manglende inddragelse af forældre er med til at skabe en mistillid hos forældre over for myndighederne og en mistillid om, hvorvidt myndighedernes hensigt reelt er at hjælpe dem. Der kan for eksempel være væsentlige forskelle mellem sagsmaterialets skildring af indsatser og de oplevelser, som findes hos familierne.

Magtubalancen mellem forældre og børne- og ungerådgivere kan have stor betydning for fremstillingen af familier i sager med argumenter for anbringelse uden samtykke. Børn og unges perspektiver mangler desuden særligt i anbringelsesprocesserne. Det stiller både forældre og børn i en svagere position, da deres synspunkter kan blive nedtonet eller ignoreret i sagsmaterialet.

Spørgsmålet om samtykke eller ej er ofte en forhandling mellem forældre og børne- og ungerådgivere om anbringelsens grundlag for at undgå en anbringelse uden samtykke. Anbringelse uden samtykke er et følelsesbetonet indgreb for såvel børn, unge og forældre som børne- og ungerådgivere. Desuden er det en langt mere ressourcekrævende proces. Derfor ser børne- og ungerådgivere hovedsageligt fordele ved en anbringelse med samtykke.

Men børne- og ungerådgivere vil som regel gå videre med anbringelse uden samtykke, hvis samtykke ikke kan opnås, da en anbringelse kan skabe stabilitet og ro omkring barnet. Det understreger de flydende overgange, der kan være mellem anbringelse med eller uden samtykke og dermed mellem frivillighed og tvang.

Børne- og ungerådgivere oplever ofte en række dilemmaer ved til at indstille til anbringelse uden samtykke. Beslutningerne skal træffes i et komplekst samspil mellem støtte og kontrol, frivillighed og tvang samt forældres rettigheder og barnets bedste. Beslutningerne skal dertil være baseret på faglig viden, erfaring og samarbejde med andre fagpersoner. Samtidig står børne- og ungerådgiverne over for komplekse udfordringer, hvad angår ressourceknaphed og etiske dilemmaer.

Det bliver dermed en konstant balancegang for børne- og ungerådgiverne mellem at følge lovgivningen og samtidig tilpasse sig de konkrete omstændigheder i hver enkelt sag.

Yngre børn samt børn med minoritetsetnisk baggrund er overrepræsenterede blandt dem, der anbringes uden samtykke.

• Småbørn anbringes oftere på baggrund af bekymrende adfærd hos forældre, mens ældre børn og unge hyppigere anbringes på baggrund af bekymrende adfærd hos barnet eller den unge. Forældre kan have lettere ved at give samtykke til en anbringelse, hvis bekymringen handler om barnet eller den unge fremfor om forældrene selv.
• Overrepræsentationen af børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund i anbringelser uden samtykke kan skyldes misforståelser og mistolkninger mellem forældre og myndighed.
• Der sker der oftere anbringelse uden samtykke i familier, hvor forældrene har lavt uddannelsesniveau, står uden for arbejdsmarkedet og ofte også, hvor familien består af en enlig mor.

Anbringelse uden samtykke ses især blandt småbørn (0-2 år). Det er en central forskel fra det generelle anbringelsesmønster i Danmark, som typisk vedrører teenagere (13-17 år), der hyppigere anbringes med samtykke. Anbragte uden samtykke er oftere i plejefamilie set i forhold til anbragte med samtykke. Det hænger sammen med anbringelsesalderen, da flere småbørn anbringes i plejefamilie sammenlignet med andre aldersgrupper.

Børn og unge anbragt uden samtykke har oftere efterkommerbaggrund end børn og unge anbragt med samtykke. Manglende indsigt i den danske myndighedspraksis og processerne i det sociale børne- og ungeområde, herunder hvad der ligger i et samtykke, kan være medvirkende til denne overrepræsentation.

Småbørn, som oftere er anbragt uden samtykke, anbringes hyppigere med begrundelse i udfordringer i hjemmet. Langt flere børn og unge anbragt uden samtykke er anbragt på baggrund af omsorgssvigt samt vold og konflikter i hjemmet.

Ældre børn og unge, som oftere er anbragt med samtykke, anbringes hyppigere med udgangspunkt i egen adfærd. Forældre kan have lettere ved at samtykke til anbringelse af et barn eller en ung, hvis årsagen tilskrives barnet eller den unge selv frem forældrene. Det kan desuden opleves mere naturstridigt at give et småbarn fra sig, hvorfor småbørn i højere grad anbringes uden samtykke.