Arbejdsområder
Leif Olsen arbejder primært med forskning, analyser og evaluering af sociale problemer og indsatser på social- og handicapområdet. Forskningsmæssigt har han særligt beskæftiget mig med det specialiserede socialområde og blandt andet undersøgt borgere og faggruppers erfaringer med specialiseret rådgivning. Han brænder for at finde løsninger på udfordringerne med at sikre udvikling og organisering af specialiseret viden, så den kan bruges og gøre nytte i borgernes hverdagsliv.
Analytisk arbejder Leif Olsen blandt andet med kortlægninger af socialfaglig praksis og udbredelse samt anvendelsen af socialfaglige metoder målrettet specifikke målgrupper. Han har erfaringer med en bred vifte af evalueringsformer og er optaget af at designe og gennemføre evalueringer, så de understøtter læring og anvendelse i praksis for såvel borgere, fagfolk, administratorer og politikere.
Metoder
Leif Olsen har viden om og erfaringer med en bred vifte af såvel kvalitative som kvantitative metoder, for eksempel observationer og interview med enkeltpersoner og grupper af borgere, fagpersoner og ledere samt spørgeskemaundersøgelser. Han har været både udførende forsker i og projektleder af projekter med kombinationer af kvalitative og kvantitative metoder.
Baggrund
Leif Olsen er uddannet sociolog fra Københavns Universitet, hvor han fik sin ph.d.-grad med en afhandling om videnscentre på handicapområdet i 1998. Tidligere har han været ansat på Universitetshospitalernes Center for Sygeplejeforskning og har været konsulent i Socialstyrelsen på handicapområdet. Siden 2000 har Leif Olsen gennemført forskning, analyser og evalueringer på det sociale område, som forsker og seniorforsker i henholdsvis AKF, KORA og nu VIVE.