Frivillige vågere skaber nærvær i livets sidste timer
Sundhed
Ældre
Sundhed, Ældre

Frivillige i de danske vågetjenester er til stede hos døende mennesker, der ellers ville være alene – enten fordi de ikke har pårørende, eller fordi de pårørende ikke har mulighed for at være der, eksempelvis på grund af behov for aflastning eller i tilfælde af konflikter. Vågere yder en uformel omsorg, hvor de aflæser den døendes behov og tilpasser deres tilstedeværelse i øjeblikket.
Det viser en VIVE-undersøgelse, der er baseret på et forskningsprojekt finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond og Ensomme Gamles Værn. Undersøgelsen sætter fokus på frivillige vågeres motivation og erfaringer.
“De frivillige er drevet af et personligt ønske om at være der for den enkelte og et bredere ønske om at mindske ensomhed i alderdommen. Samtidig vil mange gerne bidrage til at gøre døden til en mere naturlig del af livet,” siger Laura Skifter Andersen, analytiker i VIVE.
Hvad siger vågerne?



Hun peger på, at flere frivillige i undersøgelsen opsøger vågetjenesterne som en respons på en ældrepleje, hvor flere ældre borgere, færre medarbejdere og stramme økonomiske rammer udfordrer personalets mulighed for at være til stede hos døende over længere perioder. I den situation træder de frivillige vågere til i stedet for fagprofessionelle og pårørende.
Nærvær i den sidste tid
I modsætning til fagprofessionelle, som ofte skal løse specifikke og definerede opgaver, er der mange opgaver, som vågerne ikke må udføre. I stedet er vågernes hovedopgave at være nærværende hos den døende.
”Vågerne arbejder med at være sanseligt nærværende hos en døende. Det handler om at aflæse personen og tilpasse sin tilstedeværelse fra øjeblik til øjeblik. De orienterer sig i rummet og forsøger at skabe ro og nærvær gennem enkle handlinger som eksempelvis at holde i hånd, nynne eller lægge en hånd på skulderen,” siger Laura Skifter Andersen.
Når der opstår tvivl om, hvad der er det rette at gøre, skærper det vågernes opmærksomhed på den døendes signaler og fører til en mere kreativ tilgang til deres tilstedeværelse. Dermed bidrager de med en særlig form for uformel omsorg, som komplimenterer den professionelle indsats. Undersøgelsen peger på behov for mere viden om samspillet mellem frivillige, pårørende og fagprofessionelle – samt civilsamfundets rolle i et velfærdssamfund i forandring.
Om vågere
Vågetjenester er en frivillig indsats, hvor personer (vågere) er til stede hos døende mennesker i deres allersidste tid for at skabe ro, tryghed og nærvær.
• Indsatsen foregår typisk på plejehjem, i eget hjem, på hospitalet eller på hospice
• Det er normalt plejepersonalet, der vurderer behovet og kontakter vågetjenesten
• De fleste vågetjenester drives af civilsamfundsorganisationer (Røde Kors, Ældre Sagen og mindre lokale eller specialiserede tilbud).
Om undersøgelsen
Undersøgelsen formidler resultater fra forskningsprojektet ’Nobody should die alone. Death Doulas and Ethics of Dying in Contemporary Denmark’, som undersøger ensomhed, død og moralske fællesskaber i danske vågetjenester.
Undersøgelsen bygger på observationer og 14 interviews i en lokal vågegruppe samt fokusgruppeinterviews med i alt 30 vågere fra vågegrupper i andre dele af landet.