Bevægelser mellem Grønland og Danmark
Udgivelsens forfattere:
Socialområdet
Arbejdsmarked
Børn, unge og familie
Dagtilbud, skole og uddannelse
Ældre
Socialområdet, Arbejdsmarked, Børn, unge og familie, Dagtilbud, skole og uddannelse, Ældre

Mange grønlændere vælger på et tidspunkt i deres liv at opholde sig i kortere eller længere tid i Danmark. De fleste lever gode liv, men der er også en del, der har vanskeligt ved at få arbejde, og som lever i socialt udsatte positioner. Der findes ikke meget viden om de migrerende borgeres livssituation før flytningen, og hvordan grønlændere i forskellige situationer oplever mødet med Danmark.
For at styrke vidensgrundlaget på feltet har Socialministeriet bestilt rapporten ’Bevægelser mellem Grønland og Danmark’ på opfordring af parterne bag Nordatlantpuljen. Rapporten belyser, hvad der kendetegner dem, der flytter fra Grønland til Danmark før og efter flytningen, hvad der kendetegner livet i Danmark, og hvordan livet i Danmark hænger sammen med livet i Grønland før fraflytningen. Resultaterne er baseret på registerdata fra Grønlands Statistik og Danmarks Statistik samt på kvalitative interviews.
Hvem flytter fra Grønland til Danmark?
Undersøgelsen viser, at grønlændere, der flytter til Danmark, oftere end andre personer i Grønland har familiær tilknytning til Danmark. Socioøkonomisk adskiller de sig ikke væsentligt fra befolkningen i Grønland generelt, men de har lidt oftere oplevet boligusikkerhed forud for flytningen. Ud over ønsket om at være tæt på familie begrunder nogle flytningen med en forventning om flere personlige muligheder, mens andre begrunder flytningen med udfordringer i det grønlandske samfund. Endelig rejser nogle på grund af personlige udfordringer med for eksempel konfliktfyldte familieforhold.
Grønlændere i Danmark kan opleve udfordringer på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet
I Danmark oplever en del grønlandske borgere udfordringer i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Udfordringerne hænger sammen med sproglige og faglige udfordringer, men også med sociale udfordringer og en oplevelse af diskrimination. Andelen af grønlændere, der er i beskæftigelse eller i gang med en uddannelse, falder således fra 76 procent, året før de flytter fra Grønland, til 45 procent, fem år efter at de har bosat sig i Danmark.
Grønlændere i Danmark oplever oftere social udsathed
Sammenlignet med borgere i Danmark i almindelighed oplever grønlændere oftere social udsathed som for eksempel hjemløshed. Risikoen for social udsathed i Danmark er højere for personer, der også levede i social udsathed i Grønland, inden de rejste til Danmark, men der er også en del, der oplever en forværring i deres situation, efter de har bosat sig i Danmark. Det kan for eksempel skyldes ensomhed, kulturel og sproglig fremmedgjorthed og mangel på meningsfuld beskæftigelse. Den sociale udsathed rammer også nogle forældre med mindreårige børn, og der er derfor også en overhyppighed af sociale børnesager i familier med grønlandsk oprindelse. Det fører til en overhyppighed af anbringelser uden for hjemmet.
En del vender tilbage til Grønland
Omkring halvdelen af personer med grønlandsk oprindelse, der rejste til Danmark i et givet år, er tilbage i Grønland igen efter fem år. Unge og personer med større familiær tilknytning til Grønland har større sandsynlighed for at vende tilbage. Personer, der lever i social udsathed i Danmark, har omvendt lidt mindre sandsynlighed for at vende tilbage. En del grønlændere giver udtryk for, at de gerne vil tilbage til Grønland, men ikke finder det realistisk på grund af især høje leveomkostninger, boligmangel og begrænset hjælp i sundheds- og velfærdssystemet.

Når personer flytter mellem Grønland og Danmark, er der en række forskellige faktorer, der enten positivt eller negativt påvirker ønsket om at flytte. Det kan for eksempel være individuelle forhold, personlige relationer, kulturelle forhold, økonomiske forhold, velfærdssystemets tilbud og klima- og naturmæssige forhold.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
NordatlantpuljenUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd